Noter dig navnet Al McKay. Indirekte optaget i rockens Hall Of Fame i år 2000 sammen med Earth, Wind & Fire. Det er en vaskeægte legende, der her til aften stiller sig i Skanderborgs bøgeskov sammen med sine The All McKays All Stars. Mangemandsorkestret har til opgave at tage os tilbage til tiden, hvor boogie og disco gik hånd i hånd. 

Det er næppe en mand, der har kedet sig gennem sine 76 leveår. Ud over tiden i Earth. Wind & Fire har McKay spillet og produceret med og for en lang række stjerner. Når alt kommer til alt, så er det de udødelige hits fra Hall Of Fame-orkestret, der utvivlsomt vækker størst genklang. På forunderlig vis hits, der den dag i dag kan starte enhver fest og er obligatorisk på samtlige nytårsplaylister med respekt for sig selv. Er vi klar? Yes sir, men så…

En halv times uvished koster kunder

Klokken er 17.30 foran Stjernescenen. Der er en pæn menneskeskare mødt frem. Klar til at få det til at swinge, som var det næste måned. Minutterne går. Intet sker. En guitarstemmer jammer først The O’Jays’ “For The Love Of Money”, som enkelte også genkender som L:Ron:Haralds “Mæ og Min Kadett”. Stadig intet sker. Der bliver rystet på hovedet af en scenesnedker af en vis rang. Lydfolk slår ud med armene. Der forsøges kommunikeret til lydtårnet. En medarbejder ryster endnu mere på hovedet og begynder at rulle en ledning sammen. Der peges og rulles med øjnene. Føromtalte guitarstemmer sætter sig ind på scenen igen, og agerer nu nærmest pauseklovn. Guitaren fejler nemlig ikke noget forstås, for det er sprøde toner, han får banket af i form af Talking Heads’ “Psycho Killer”. Ventetiden og dens aktører virker paniske, og jeg tager mig selv i at tænke, at næste hændelse vel bliver en annoncering af en aflysning. Næste kunstner skal på scenen 19.30, og nu er klokken 18.00 og der er ingen musik endnu. Hvis der kommer musik, så formoder jeg, at det ender med 1) enten en urimelig presset sceneomstillingspause i forhold til det efterfølgende act eller 2) at Earth, Wind And Fire Experience kraftigt reducerer deres optræden. Det ender med det sidste, men det skal ikke vise sig at være den eneste bemærkelsesværdige ting, der kommer til at hænde…

Hovedrollen pist forsvundet

Noter dig navnet Al McKay, indledte jeg. Det skal du stadig gøre. Jeg håber vitterligt, at du får mulighed for at opleve ham en dag. Den dag var sat til at være i dag, men den karakteristiske kalot er ikke at se på scenen. Mærkeligt, for det er nærmest McKays signatur i sig selv. Den kalot går han ingen steder uden og lader sig da slet ikke fotografere uden. Earth, Wind & Fire Experience fremføres af The Al McKay All Stars. Visse steder lanceres denne Experience også med halen “by Al McKay”. Med mindre han er identisk med den orangeklædte guitarist midt på scenen, men så skal han have mistet sine rynker, sit hvide overskæg og den nedsatte bevægelighed, som var til at få øje på for 5 ½ år siden, da selvsamme ensemble gav koncert i Lillebæltshallerne i Middelfart. Han kommer nok ind til sidst, når koncerten kulminerer, tænker jeg. Jeg skulle blive klogere desværre. Det kan for pokker da ikke passe, at jeg er den eneste, der har spottet at hovedpersonen mangler. Havde det været The Rolling Stones – bare uden Mick Jagger – men det har jeg så en klar formodning om ville være blevet opdaget omgående! Manden, der har udvalgt og formet orkesteret… ER DER IKKE, og vi får intet at vide om hvorfor!

De har jo ikke noget tøj på

Svaret på, hvorfor bandet var en halv time forsinket får publikum aldrig. Det hjælper heller ikke at vente til i morgen. Klokken bliver dog 18.00 og ind kommer hele flokken. Flere blandt publikum har fundet alternativer og er forduftet, da ventetiden viste sit grimme ansigt. Flere pusler derfra, da de indledende 3-4 sange ikke falder i nogens smag for alvor. Dertil kommer en vis arrogance fra bandet, der umiddelbart tror, at de kan charme sig gennem koncerten. Altså seriøst… Der bliver kort inde i koncerten sagt til publikum, at de kun kan spille i kort tid, da de snart er på vej hjem. Ja, det tror da pokker med den forsinkelse! Earth, Wind & Fire Experience er blot på scenen i et par og 50 minutter, og selvom det swinger med vokal og instrumenter i en grad, så man ikke er i tvivl om, at det er nøje og dygtige musikere, som Al McKay har samlet til at holde sangene levende live, så er den indledende atmosfære noget ulden. Frækheden fortsætter, og der spørges, om folk ville møde op igen, hvis hele bandet kom retur til Danmark? Her var min chance for at gjalde et rungende “ja, hvis I altså medbringer Mr. McKay”. Min mund forbliver dog tavs. Jeg når at få tanken: “Er der overhovedet en eneste på scenen, som har spillet med det originale/officielle orkester?

Ynkelig reduceret forestilling

Sættet er skamferet ned til det rene ingenting, og et af bandets større hits “After The Love Has Gone” har fået kniven. En mindre redningskrans opstår i form af “Fantasy” og så det afsluttende trekløver af “September”, “Boogie Wonderland” og “Let’s Groove”. Altså de lyder godt, bestemt, men at redde æren er for længst for sent. Al McKay figurerer flere steder i annonceteksten til årets optrædende / præsentationsrubrik på SmukFest. Bedste bud på fraværet fra min side handler om sygdom. Antallet af mikrofoner på scenen ved denne koncert er nok sæsonrekord i år. Ikke en eneste af dem fortæller dog noget om Al McKays udebliven. Earth, Wind & Fire Experience er faktisk et sublimt orkester, men i dag var en eklatant fuser i forhold til den vedvarende energi, der fandtes i Lillebæltshallerne dengang. Et udenlandsk hovednavn med 22 albums i bagagen må ikke ende i en situation, hvor de spiller så minimalt et sæt. De ender indirekte med at sige tak for i aften efter tre kvarter. Situationen forbedres ikke af, at første halvdel af minikoncerten var temmelig kedelig. 

★★☆☆☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen