I 2023 var der udsolgte sale med den nye musikalske forestilling om sangeren Natasja Saad og her i 2024 er forestillingen vendt tilbage med re-premiere den 25/10 I Tivolis Koncertsal og med danmarksturné i Århus, Ålborg, Vejle og Ringsted. Turneen slutter 5 December.

Den 13/11 var jeg i Musikhuset hvor jeg endelig skulle opleve Natasja forestillingen som jeg havde kigget langt efter i sommeren 23, jeg sad fast i det mørke Jylland mens de svedige caribiske rytmer gav den gas i Operaen i Kbh. Jeg nåede ikke til København, men sidder nu klar i mørket i min egen by.

Natasja er et ikon, en heltinde, hun lavede musik og havde et liv som langt de fleste af os husker og vi husker også hvor vi var, da vi fik at vide at vi havde mistet hende. 

Så udover at glæde mig for vildt til at skulle nyde alle mine yndlingsnumre i Århus i Musikhuset var jeg rædselsslagen for, om jeg ville tude fra start til slut.

Det skete langt fra. 
Opsætningen var genial. 
Det var liv, leg, fis og ballade og hyldest fra start til slut.
Natasja ville have været stolt over, at det var sådan en fest hun kunne skabe selv her, 17 år efter hendes død.
Jeg grinede og grinede.

Musikbranchen blev hængt til tørre, lægerne, den arabiske verden og ridemiljøet fik alle én på satiren, hvor selvhøjtideligheden blev udstillet. 

Det var befriende.

Henderson, Pharfar og Trine Appel flød ind og ud af utallige geniale biroller som rystede mine mavemuskler og boblede over af fryd.

Jeg har bestemt samlet sammen til flere fremtidige grineflip ved bare at tænke på Caroline Henderson i overskæg og satin som liderlig svensk producer, Pharfar som rockguitarist og storrygende overlæge og Trine som pladeselskabsdirektør.

Det må have været det absolut sjoveste at lave alle de små scener i deres skabelse af forestillingen. Jeg overvejer allerede at gense opsætningen, da jeg på kultagtig vis genspiller scenerne i mit hoved.

Forestillingen er bygget op på rim og remser, det i sig selv er en bedrift og en lækker detalje når nu det er Natasjas musik og leg med ord vi skal opleve.

Feven Geles, Cisilia Ismailova og Roberta Reichhardt spiller alle Natasja i hendes legendariske grønne hummel sportsdragt. 

De tre unge kendte kvinder, som alle ved siden af har gang i deres sang og skuespilskarriere går ind og ud af det at være Natasja, være inspireret af hende, være hendes veninder og med valget af dem repræsenterer de selv, mangfoldigheden i det at være dansk. 

Natasja havde et kort liv med utroligt meget indhold og mange muligheder. Som musikalsk dramatisk forestilling er det næsten et manus, der er for vildt til at være sandt. 

Natasja der som skoleelev skaber “No Name Requested” med Karen Mukupa, mens hun går på den “Frie” får hun en pladekontrakt, mister den, får arbejde som jockey, kommer voldsomt til skade som kunne have invalideret hende resten af livet, tager til Sudan og vinder deres Derby, tager til Jamaica og bliver anerkendt musiker, indspiller album i Danmark, dør i bilulykke på Jamaica.

Alle hendes hit passer som fod i hose med forestillingen og bliver derved det fortællende soundtrack til hendes liv. Det er tydeligt at hun skrev udfra sine oplevelser og følelser og de understøttes af handlingen

På den måde bliver vores yndlingsmusik til vores eget liv, givet tilbage til en større forståelse af Natasja.

Næste step må være at se filmen (når den laves på et tidspunkt)

Natasja har en ild og et lys som for evigt vil brænde og inspirerer.

Selv min far på snart 80 beskriver hende som bærer af en særlig friskhed, en umiddelbarhed, beskriver hende som fordomsfri, og det at hun formåede at leve fordomsfrit og som inspiration til os andre – vi bliver grebet af hendes livslyst, engagement og vilje på trods af, at hun ikke er blandt os længere.

Musikhuset i Århus har publikum som har sat sig tungt i sædet i første akt og det er svært at mærke om publikum rammes, der er stille, mens jeg har en fest og ikke kan sidde stille til hendes hits velsunget af Feven, Cisilia og Roberta. Jeg ikke holde kroppen i ro til den svedige dans som de 4 professionelle dansere når langt ud over scenekanten med. 

Er det den jyske vi-holder-på-formen som hersker, den kendte fod som næsten usynligt vipper rytmen i mørket, som ingen kan se.

Da Pharfar gir den gas med “Ildebrand i byen” er det som om det løsner stemningen hos de fleste, det jyske publikum kan ikke holde deres begejstring tilbage og da “hesten” ankommer, i form af et kæmpe hoved og danserne som ben, slipper også latteren løs og derfra er der kun begejstring og fest i fællesskab. 

Holdet fik skovlen under det jyske publikum, andet er ikke muligt, det er så velsunget, velspillet, veldanset at klapsalverne inden ende har, før neonlyset og tæppefaldet tvinger os ud.

★★★★★★

Skrevet af Signe Kjær Høiberg.