Forventningerne var tydeligt tilstede hos de 5000 fremmødte, primært kvindelige gæster, der næsten alle var stylet for en aften i byen – med forventningens rødmende kinder og varme hvidvinssmil, på de smukt malede røde læber.

Og dét forstod man godt -Når nu det var selveste Malte Ebert -Den tidligere Gulddreng
-nu følsomme trubadur -Så der var en vis buzzen blandt venindegrupperne.

Men allerede ”da tæppet gik” var den gal:
-Trods de mange kvindesuk og den sitrende jubel, da Malte Ebert kom på scenen, var det som at træde ind til dilletant-scenens årsafslutning i Festsalen v. Andkær.

(Spoiler alert – Resumé)
”Den fortabte søn kommer for et øjeblik hjem, for at finde sine rødder efter et hektisk liv i Hovedstaden og ender med at redde sit barndomshjem og selvfølgelig også den lokale skov mod den onde spekulant -som i øvrigt lige skaffes af vejen…”

Og på scenen møder vi en række stærkt endimensionelle karakterer: i form af ungdomsvennerne fra bandet Savsmuld, spekulanten, TV2 News reporteren og lidt øl og et typehus…
alt sammen let genkendeligt, ja nærmest trygt og ufarligt…

Replikskiftet var tomt klichefyldt og overfladisk, med one-liners og morfarjokes, der aldrig fik hævet sig over tø hø-niveau.

Ja, faktisk var de kedelige og helt uden den humor og det vid, der jo ellers kendetegner Malte Eberts nærmest poetiske leg med ord i sin forførende musik, hvor selv ”rigtige mænd” bliver blødere om hjertet i selskab med deres bedre halvdel…

Men det var nu ikke fordi, Malte ikke prøvede:

Der var både henvisninger til flere andre eventyr og danske kunstneres sangtekster.
-Et eksempel var da Malte var blevet lukket ude af sine skuffede venner og bare stod derude og bankede på…
Eller da hans ven Kasper, iført rød strikhue, engang gik ud i skoven, for at besøge sin Bedstemor og så en ulv… Eller da Malte selv, blev sat i garagen, for at snitte træfigurer, fordi han havde hejset lillesøster op i flagstangen, så hun bedre kunne se Vejlefjord.

Desværre forblev det hele bare lidt fladpandet og alt for provinsielt…

Der var jo selvfølgelig musikken…

Men når så vi fik en sang -og dem fik vi da heldigvis et par stykker af – så begyndte fløden nærmest at løbe tykt ned af væggene i den store arena og sukkene fyldte i få øjeblikke salen.

Dog blev de følsomme iblandt publikum mest henførte og sang gerne med på sangene som duetten

–Mindst Ondt- hvor Svea S skønsomt dukkede op, eller –Kalde Dem for Du – fra HM Dronningens 80 års fødselsdag, samt Gulddrengs –Legende-

Og jeg skal love for, at stemningen, efter et massivt suk, rejste en ekstatisk jubel, når Malthe viste lidt maveskind eller da han langsomt tog sin skjorte af, mens han opførte –Julehjertets Hemmelighed- og blottede lidt skulderhud og sine brunede biceps

Dér kunne vi godt både se, høre og mærke, både hvor og hvordan Malte Ebert almindeligvis har sin force i det kunstneriske.

 En anden positiv oplevelse var at bandet -i stykket kendt som Savsmuld, spillede utroligt fint sammen, de både kommunikerede og spillede hinanden op, mens de tydeligt hyggede sig.
Og lyden var for det allermeste var god og gav plads til toner og klangdybde, der ikke druknede i larm fra betonsalen.

Malte Ebert interagerede kun relativt fint med publikum, primært hjulpet af sin folkelige og følsomme sangstemme og der var ingen tvivl om, at især de fremmødte kvinder, følte sig både set og hørt, når de sang med i hans gode og kendte kompositioner, der om end noget banale, efterlod et kærligt, men noget klistret sødmefyldt minde – for når Malte sukkede, så sukkede salen også, endda så højt, at det kunne høres helt oppe på tribunerne…

Direkte adspurgt, fortalte flere gæster efterfølgende, at de ikke vidste, at det var et teaterstykke de skulle se Og det havde de det stramt med – Nogle havde endda ”set ham være bedre” – ved sidste års show…

Malte Ebert når dog kun 2 stjerner, fordi musikken trods det voldsomt dilettantiske spil og den smerteligt platte historie, fik trukket os lidt op og især Svea S. skubbede lidt til loftet med sin korte deltagelse – resten var, som en sød ældre frue udtalte: ”Nærmest to spildte timer, af mit efterhånden alt for korte liv” -Hendes mand var nikkende enig.

En anden sød frue, syntes iøvrigt dog, at han var en sød og charmerende ung mand, mens hendes ægtefælle kiggede direkte på mig, med nogle stille, men sukkende øjne…

Og med dén bemærkning slog det mig, at vi jo nærmest kun manglede de grædende børn og den brølende kronhjort, for at fuldende hele den klichefyldte udbrændte kærlighedsret, som vi til aften fik serveret i genopvarmet hjerteflødesovs.

★★☆☆☆☆

I kan se et galleri fra Maltes besøg i Tinghallen Viborg i linket herunder.

Gennemsnitslørdag i Viborg