Anmeldelse

TOTOs jyske besøg havde sin storhed, men der var til tider også tegnestifter på scenen

1 / 10
Foto: Klaus Dreyer, Eventfotografi.dk

Det er et af de sidste store rockorkestre, der står på scenen i Forum Horsens denne aften. Ja, eller meget mere end rock faktisk. Deres alsidige katalog trækker også veksler på pop, soul, funk og blues og mange andre blandingsgenrer. TOTO er formet, før jeg blev født, og som tiden går, må selv jeg konstatere, at så er ensemblet ved at være lidt halvgamle i gårde.

Produktive legender

Siden 1977 og frem til nu har der da også været temmelig stor udskiftning i truppen, så at sige. Mest notable afgange er nok de tre gange Porcaro – Jeff, Mike og Steve – hvor kun sidstnævnte er i live. TOTO anno 2025 er tegnet af guitarist Steve Lukather og forsanger Joseph Williams, der for sidstnævntes vedkommende trådte ind i bandet i 1986, men har været stemmen lige siden. TOTO er et mastodontisk foretagende, og med hele syv albums i bandets første ti studieår, så manifesterede de sig lynhurtigt i folks bevidsthed. Siden er det blevet til adskillige Grammys og selvsagt en optagelse i musikkens Hall of Fame i 2009. Mon ikke også, at de fleste kan synge eller nynne med på i hvert fald ti TOTO-numre? 

Never Ending Tour?

Den nuværende tour, der også tager dem til Royal Arena lørdag aften, har såmænd været i gang i et stykke tid. Helt tilbage til august 2022 lagde Viborgs paradeplads græs til TOTOs første danske The Dogz of Oz. Samme år var selvsamme Royal Arena værter. Sidste år var det Aarhus’ tur, da Tivoli Friheden lagde grund til, og nu er der så atter TOTO-toner i det danske. 

Nostalgien i højsædet

Det kan godt være, at kærlighed ikke altid kommer til tiden. Men det gør TOTO. Klokken 21.00 denne fredag aften entrerer bandet til stor begejstring i et udsolgt Forum Horsens, hvis man ser bort fra nogle enkelte re-sale billetter. De næste godt to timer står i nostalgiens tegn. Alene af den grund, at der her til aften ikke bliver spillet et eneste nummer fra bandets fire seneste albums. Vi skal tilbage til 1999s Mindfields, hvorfra vi får titelnummeret, som på denne runde af touren faktisk fremføres live for allerførste gang. Ellers bevæger vi os primært i TOTOs 70’er- og 80’er-perioder.

TOTO 210225 eventfotografi KD 8
Foto: Klaus Dreyer, Eventfotografi.dk

Sublimt, men også alt for meget øvelokale-show off

En hvid manke bobbet op som morgenhår tilhørende Steve Lukather. Nuancen ville have gjort selv Twin Peaks-Laura Palmers far Leland misundelig. Ind kommer også Joseph Williams, der tydeligvis har smidt nogle kilo siden sidst, så det er lige før, at man kan blive bekymret for, om der er kød nok på ansigtet til at holde de karakteristiske blåskærende briller på plads. Steve Lukather kan spille tøjet af en babushka-dukke, mens Joseph Williams’ stemme har en spændvidde i samme stil som inderste til yderste hul i et bælte tilhørende en sumobryder. Desværre fik vi for lidt af Wililams’ stemme, som ganske vist lyder fortrinlig fortsat, men blev sparet i flere af de velkendte omkvæd. Til tider fik vi så også for meget af Lukathers virtuose strengeleg. TOTO er måske nok – uheldigvis – det band, der har allermest travlt med at jamme deres numre ud i liveversioner af en længde, der ville have fået selv Meat Loaf til at trykke på pause. Musikerne på scenen kan bestemt noget på deres respektive instrumenter. Såvel Greg Phillinganes som Dennis Atlas viste klassen på keyboard, men denne signatur har det stramt med, at så meget tid går med at lire evner af. Det blev nemlig også til en trommesolo, og som om det ikke var nok, så tog det over 5 minutter for Lukather at præsentere orkestrets medlemmer én for én med malplacerede anekdoter. Jeg anerkender deres åbenlyse talent, men publikum har ikke indløst billet for at overvære en øvetime for særligt begavede solister.

Imponerende bagkatalog som redningskrans

Nå, nok brok. Langt hen ad vejen gik det nemlig godt. TOTO er et velspillende foretagende og i aftenens indledning fik vi godt med sing-along til to af bandets mange pigenavns-titulære sange. Lyden af “Rosanna” og “Pamela” fornægter sig ikke. Her var smæk og energi til at naile dem lige i skabet til publikums uforlignelige begejstring. “I Won’t Hold You Back” og “I’ll Be Over You” var aftenens mest besjælede ballader og kors, hvor lød det godt. Det er TOTO, når TOTO er allerbedst. “Angel Don’t Cry”, “I’ll Supply The Love” og “Don’t Chain My Heart” viste også den skønne omskiftelighed, der er i bandets repertoire og så var der altså gemt et mindre tag-selv-bord i aftenens afsluttende bid, hvor et trekløver af “Stop Loving You”, “Hold The Line” og “Africa” rundede en godkendt aften af. Ja, selv den enerverende “Georgy Porgy”, som jeg ikke tøver med at kalde verdens værste crowdpleaser, var på underlig vis tålelig. 

Plus og Minus

En aften, hvor TOTO ad flere omgange viste sin storhed, men også beskyttede sin skrøbelighed omkring Joseph Williams stemmepragt. En aften, hvor TOTO brugte i hvert fald en femtedel af koncerten på instrument-lirumlarum. En aften, hvor Lukather ønskede, at folk ville nyde koncerten og hygge sig, men hvor han selv en overgang ikke var i stand til at tøjle sit temperament, hvilket gik ud over en person på første række. En aften, hvor vi fik nogle tossede snippets af Michael Jacksons “Beat It”, Huey Lewis & The News’ “The Power of Love” og hvor vi fik en lille snas af Joseph Williams’ vokal fra The Lion Kings “Hakuna Matata”. Filmmusik ligger slet ikke så langt fra Williams’ familiære rødder. Han er nemlig søn af John Williams. Ja, DEN John Williams. 

TOTO 210225 eventfotografi KD 9
Foto: Klaus Dreyer, Eventfotografi.dk

 

Sætliste:

Child’s Anthem

Carmen

Rosanna

Mindfields

I Will Remember

Pamela

Keyboard Solo

I Won’t Hold You Back

Angel Don’t Cry

Georgy Porgy

Keyboard Solo

White Sister

I’ll Be Over You

I’ll Supply The Love

Tromme Solo

Don’t Chain My Heart

Stop Loving You

Hold The Line

Africa

★★★★☆☆

 

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen

Foto: Klaus Dreyer, Eventfotografi.dk