Mennesker kommer indimellem til at give sig selv, en version af noget der er sket, så de fremstår i et bedre lys, eller version de kan rumme at se sig selv i. 
Det hænger ikke altid sammen med kendsgerninger og fakta.
Ofte har de valg, bevidst eller ubevidst, gemt sig godt i ubevidstheden, så personen selv tror på sin egen version.
En sådan idiot er Fyrst Mysjkin ikke, han har i Sigrid Johannesens version fået den moderne humanistiske position. Den position hvor der insisteres på vigtigheden af den subjektive oplevelse af virkeligheden – den, hvor alles oplevelser er lige meget værd. Han er et humanistisk, politisk korrekt menneske.
Fyrst Mysjkin (Emil Prenter) er af vores nutid og betragtes som idiot i sin fortid, fordi han lider af epilepsi.

Til gengæld er mennesket også rimelig nemt at påvirke og forvirre. 
Hvis du ofte nok, bliver fortalt hvordan andre ser dig, kan det blive til sandhed, også selvom det ikke er.
Før i tiden fandtes der sygdomme, vi i dag ikke betragter som sådan.
Kvinder kunne lide af hysteri og onani blev i 1800-1900 betragtet som en sygdom. Epilepsi har desværre også en lang historie med misforståelser og stigmatisering.
Den epilepsi gør at fyrsten bliver betragtet som idiot.
I 1900-tallet blev grader af mental retardering opdelt i:
Idiot (alvorligst, IQ under 25)
Imbecil (moderat, IQ mellem 25-50
Debil (mild, IQ mellem 50-70)

Det er en direkte start vi ankommer til, på Scala scenen på Århus Teater. Lyset er tændt i salen og næsten alle aktører i skuespillet er allerede på scenen i rolle, samlet om en stor blodpøl på gulvet – de kikker berørte ud på os.
Lyset slukkes ikke da Fyrst Mysjkin begynder at tale til os, den kommende døde ankommer og vi får at vide, at om 1 time og 45 minutter vil hun, Nastasja Filipovna (Rosemarie Mosbæk) dø. 
Hvem den skyldige er og hvor ansvaret ligger, vil der nu forsøges at finde hoved og hale i.
Derfra hives vi ind i en hektisk, oprørt flok af forklaringer, talende i munden på hinanden hvor alle insisterer på deres sandhed og sandheder som udelukker din sandhed!

Dødsfaldet afventer i fremtiden og vi er med i et slags totalteater, hvor vi som nævninge sidder og ”dømmer” med. Vi ser de involveredes sandheder udspille sig for vores øjne og hvor tydeligt ”virkeligheden” ændrer sig alt efter hvem der ser den, personerne kan også ændre sig alt efter hvem der ser dem.
Puha, livet er besværligt og de mange forviklinger og følelser og opfattelser gør det dælme ikke nemmere. Til gengæld har vi som publikum en unik chance for at lære noget om os selv og for at kunne prale af, endelig at have viden og forståelse for én af Dostojevskijs 3 hovedværker. Det er virkelig godt gået af Århus Teater.

Lyset i forestillingen spiller en kæmpe rolle. Udover at give associationer til de lyschok som en overgang blev eksperimenteret med, som behandling af epilepsi, er det også de blinkende lys som kan antænde et anfald.
Det er også de lys som gør at vi publikum kan forstå, at nu sættes tiden tilbage og fryses, mens vi får en forklaring på en aktørs sandhed.
Kostumerne er vidunderligt smukke og skuespillerne giver den max gas. Det sprøjter ikke med blod men med talent.
Hele holdet er genialt castet og der opstår et fællesskab, som også skuespiller Rosemarie Mosbæk beskriver i sit interview med os, som bærer fortællingen langt ud over scenekanten og vi rystes af hensynsbetændelse, uærligheder, manipulation, forviklinger, pengebegær, psykisk vold, overgreb, voldtægt og epilepsianfald.

Jeg sidder og bliver meget, meget glad for det juridiske system vi har i Danmark, som heldigvis stadig dømmer på kendsgerninger og det som kan bevises.
Det her er en forestilling som skal ses og som kommer med hjem til viden og inspiration i eget liv.

★★★★★

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.

Se også: Video: Signe møder Rosemarie Mosbæk