AnmeldelseKoncertgalleriMusic News

HUSH på Viften

Dorthe Gerlachs og Michael Hartmann var fredag i Rødovre som HUSH på Viften. Vi var med, læs her vores anmeldelse og se billederne.

Fredag aften tog vi i Viften i Rødovre og hørte HUSH ved en siddende koncert i en udsolgt sal. HUSH er netop nu på tour med deres spritnye studiealbum ‘Fading Into Golden’ som de spillede nogle helt nye numre fra. HUSH er et dansk band, der blev startet af sangerinden Dorthe Gerlach og guitaristen Michael Hartmann for over 20 år siden. Siden deres debutalbum, “A Lifetime” fra 2004, har bandet markeret sig stærkt med deres stemningsfulde blanding af folk, country og americana. Med Dorthe Gerlachs intense vokal og Hartmanns fine guitarspil har HUSH opbygget en trofast fanskare gennem deres nærværende liveoptrædener og lyriske sange. Således også denne aften, hvor gennemsnitsalderen blandt publikum var moden, men stemningen veloplagt.

Visuelt var det Dorthe Gerlach, der løftede koncerten; lidt mere interaktion fra de øvrige musikere ville have været kærkommen. Dorthe Gerlach, der er fra Vendsyssel, har en varm og naturlig charme, der let får publikum med sig. Selvom der undervejs er nogle lange anekdoter om både hendes opvækst og personlige familieforhold, bliver det aldrig kedeligt, netop fordi det er personlige historier, hun deler med sit publikum. Hendes præsentation af deres merchandisebod med høflig selvbetjening via MobilePay og alt fra broderikit til stofnet og LP’er har helt sikkert fået flere til at handle i pausen. Der kunne i øvrigt købes polaroid-selfies til 50 kr. efter koncerten – en sjov lille gimmick.

Med numre som “If You Go Breaking My Heart” og “For All the Right Reasons” står bandet som en af landets mest autentiske fortolkere af den amerikanske musiktradition. Dorthe Gerlach brugte under koncerten også tid på at tale om den aktuelle verdenssituation, måske netop fordi musikken læner sig op ad den amerikanske tradition. “Herinde, inden for disse fire vægge, er der ro. Lad os nyde det, mens vi er her,” sagde hun. Dorthe Gerlachs vokal er en fornøjelse at lytte til, og bandet svingede godt. Koncerten sluttede med et nu stående og klappende publikum under sidste nummer.

 

4,5 stjerne

Back to top button