Så blev det endelig tid til en gang elektronisk på den nystartede Forever Festival i Viborg. Teltscenens lukkere på denne første dag af debuten var trygt puttet i hænderne på The Human League. Treenigheden Phil Oakey, Joanne Catherall og Susan Ann Sulley, der udviklede sig til et af 80’erne og 90’ernes helt store new wave-orkestre, stod denne aften på Stardust. En trio, der skulle smedes, da tingene så allerværst ud for The Human League. Det var nemlig som en feberredning, at Phil Oakey rakte ud til de to piger, for hans hidtidige makkere Martyn Wire og Ian Craig Marsh forlod The Human League i de formative år – blot for at danne et andet (dog mindre succesfuldt) foretagende i form af Heaven 17 – og havde Joanne og Susan nu sagt nej til at overtage de tomme pladser, så havde vi ikke kunne stjerne ud til “Don’t You Want Me” og alle de andre baskere.

Energibomben Oakey

Phil Oakey er en ganske sjov karakter. Hår er der intet tilbage af, men energi? I den grad. Han piskeer rundt på scenen som et andet damp-barn og det er helt indstuderet, at pigerne – der nok med rette kan kalde damer i dag – og de øvrige backing-musikere på scenen er trænet i at træde et skridt frem eller tilbage, så kondiløberen Oakey kan komme forbi. Han oser af overskud og det lyser ud af ham, at dette er hans rette element. Ud til masserne og levere den overflod af hits, som trioen har på samvittigheden. Sådan skal det være. Meget passende får vi løjerne sparket i gang med tunge synthesizer-riffs, der dog lige kortvarigt rammes af udfald. Det skaber ingen panik, for de to supplerende elektroniske troldmænd, der skaber lydbilledet, lader ikke deres påtagede arrogante blik vige fra horisonten. Oakey, Sulley og Catherall. Publikum højer og klapper og danner selv en pendant til “The Sound Of The Crowd”. 

Pause til hverandre

Vi skal igennem et 13 numre langt sæt, der primært kigger bagud. Alt godt på den front. Publikum er med på at stikke en finger i vejret på pibelyden til “Open Your Heart”, og der er noget tiltrængt sjælfuldt over at kunne høre publikum synge As IF We Were Still Lovers på den fine “Louise”. Scenen er undervejs badet i neonlys, som var vi vitterligt et smut tilbage før årtusindeskiftet. Det bliver måske en smule kedeligt på “Seconds”, hvor Catherall og Sulley er smuttet ud til en lille tiltrængt pause. Oakey mangler nogen at spille op til. Rollerne skifter til 90’er-hittet “One Man In My Heart”, hvor det er Sulley, der klarer vokalen, mens Oakey huserer backstage. Altså… Det virker ærligt talt næsten, som om dette er Viborgs første møde med verdenshittet. Der er ingen reaktion i omkvædet, der ellers er ganske memorabelt. Det undrer mig i den grad. Til gengæld giver publikum den så fuld fræs på den lettere irriterende “Love Action (I Believe In Love). Mystisk!

Publikum gik, men gik siden den rigtige vej

“Mirror Man” er magisk, “(Keep Feeling) Fascination” har aldrig lydt bedre. Og ja, så ryger samtlige mobiltelefoner i vejret i teltet under “Don’t You Want Me”. Herefter takker de seks på scenen af, og pisker ud bagved. Festen slutter på et klimaks, synes publikum at tænke. Gennem hele festivalen har koncerterne været uden konferenciers, så der er ingen indpiskere til at påberåbe publikum, om de kunne tænke sig et ekstranummer. Koncerterne har overvejende også sluttet med de optrædendes største hit, så publikum går derfra med et smil på læben, men… ballet er slet ikke slut endnu. Cirka halvdelen af teltet fanger det simpelthen ikke. De er på vej med snuden i retning af snabelvand og surdej. Til al held går der ikke længe, før alle er indfanget igen, for “Being Boiled” og Phil Oakeys samarbejde med Giorgio Moroder “Together In Electric Dreams” har for sidstnævntes vedkommende altid været koncertlukkeren. Det vidste halvdelen af publikum godt. Særligt de forholdsvis mange englændere på pladsen. Et fremragende punktum på en koncert, der i det primære sæt bevidste, at The Human League har millioner af muligheder for at orkestrere deres udvalg af sange. Vildt at levere sådan en koncert helt uden at spille “Human”. 

Sætliste:

The Sound Of The Crowd

Heart Like A Wheel

Open Your Heart

Louise

All I Ever Wanted

Seconds

The Lebanon

One Man In My Heart

Love Action (I Believe In Love)

Mirror Man

Tell Me When

(Keep Feeling) Fascination

Don’t You Want Me

Ekstra:

Being Boiled

Together In Electric Dreams

★★★★★☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Peter Jensen oh René Knudsen.