Altså bliver den mand overhovedet ældre? Jeg har ham på kandidatlisten til at kunne gennemføre livet uden at skulle herfra. 72-årige Nile Rodgers spiller, synger og bevæger sig med en så stor vitalitet, at slår man op i ordbogen under misundelse, så er der bare et billede af ham. Nile Rodgers har vundet alt, hvad der er at vinde blandt musikbranchens priser, og jeg skal hilse og sige, at folk på Studio så sandelig godt vidste, hvem Nile Rodgers er. Et kvarter før koncertstart fik jeg fra alle retninger sunget hits ind i ørerne. Hits, som Nile Rodgers har skrevet til andre kunstnere end lige hans eget chic’e orkester. 

Alle ville have et stykke med Nile

Intet under, at koncerten blev åbnet med “Le Freak”, hvor Rodgers ikke havde svært ved at lokke publikum til at synge freak out, inden han overhovedet havde lagt hænderne på sine strenge. Legende i egen tid. Period! I det hele taget var der masser af mulighed for at lade sig smitte af rappe fodbevægelser i koncertens indledning, men danseplads var der meget lidt af, for i modsætning til En Vogue-koncerten tidligere på dagen, så var teltet propfuld af mennesker. Det skyldtes ikke hverken et vejrskifte eller folk, der måske havde fået for meget sol og søgte skygge. Det handlede udelukkende om at opleve det massive arsenal af skyts, som kommer fra Rodgers’ hånd.

Vanvittigt katalog

Det 9 mand store CHIC inklusiv Rodgers selv leverede en varieret rundtur i det bagkatalog, som Rodgers har mere end snittet. Vi fik Diana Ross’ “I’m Coming Out” og “Upside Down”. Der var også plads til Madonnas “Like A Virgin” og “Material Girl”. Fabelagtige “Modern Love” og “Let’s Dance” fra David Bowie. Du kunne også nyde en lille snippet af “Notorious”, der senest var at finde på Duran Durans sætliste fra Royal Arena. Sådan kunne man blive ved, og havde der ikke været en bagkant, så havde han nok spillet endnu. Flere af numrene var flettet sammen eller performet som en slags honorable mention med et vers og et omkvæd. Det ville være stort set umuligt, at komme så flittigt omkring i den store sæk med ørehængere, hvis det var gjort meget anderledes.

Pianisten thumbs up – trommeslageren thumbs down

Nile Rodgers er undervejs ikke bleg for at fortælle om sine meritter. Hans rolige facon og imponerende metier gør, at det kan lade sig gøre uden at virke pralende. Han har sgu noget at have det i, den gode mester. Til gengæld går der lige lovligt meget vokaljonglering i den ene korsangerinde, der får lov til at vise, hvad hun kan. Hun vræler sig gennem tonerne i flere spotlights, hvor hun uden musik freestyler lige til den gode side. Det er for langvarigt, og det dræber simpelthen den sammenhængende fest. Til gengæld er der mere begejstring hos pianisten, der tager sig af Bowies “Modern Love” og siden lægger stemme til robotfraseringerne fra Daft Punks “Get Lucky” og aftenens helt store oplevelse i teltet, nemlig selvsamme duo’s “Lose Yourself To Dance”, der som bekendt har vokal af ingen andre end Pharrell Williams. Trommeslageren pisker også en stemning op, og opfrodrer publikum til at skrige for fuld hals i håb om at nå et udslag på hans decibelmåler. Forsamlingen gør, som de får besked på, men i takt med at forsøget skal gentages, så udtrættes folk og erfarer, at uanset hvor meget de gjalder, så er det alene trommeslageren, der afgør, hvornår nok er nok. Det minder lidt som en børnefødselsdag eller som om man er med i et afsnit af Snurre Snups Søndagsklub. Heldigvis er det fredag…

Godt, men ikke som sidste år

Der er noget helt forkert i, at Nile Rodgers spiller på “den lille scene”. Sidste år havde han Greenfield på Heartland, og det er altså ude i æteren, at han står stærkest. Ikke inde under en teltdug. På Heartland fik Rodgers’ show endnu mere potens. Han skulle programmæssigt være byttet rundt med Kool And The Gang for at sige det direkte. Koncerten var en stor firestjernet oplevelse, men ingen tvivl om at i direkte sammenligning med sidste år, så var det et lille skridt i den gale retning.

Sætliste:

Le Freak

Everybody Dance

Dance, Dance, Dance

I Want Your Love

I’m Coming Out

Upside Down

Greatest Dancer

We Are Family

Like A Virgin

Material Girl

Modern Love

Cuff It

Get Lucky

Lose Yourself To Dance

Lost In Music

Notorious

Thinking Of You

My Forbidden Lover

Let’s Dance

Good Times

★★★★☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Peter Jensen og René Knudsen.