Nå, Forever… Fredag skulle man vende sig til en ny festival med et genialt særpræg og en ny plads. Tilvænningsperioden gik nu ganske smooth, men det var altså lidt af en kuriosum at skulle forlade den igen allerede dagen efter. Inden at der kunne drejes nøgle om på den allerførste udgave af Forever, så skulle Culture Club med Boy George dog lige vinges af. 

Genial omgang “Let’s Dance”

På scenen lettere forsinket kom Boy George sammen med resten af Culture Club. Ikke noget krukkeri med, at ikonet trådte ind til sidst. Han er naturligvis ansigtet ud ad til og publikum ville nok også have accepteret præmissen, hvis George var hyret i eget navn af Forever. Han er ligesom giraffen, som man er kommet for at se. Sikke en karakter. Velsminket og veloplagt til blandt at tage sig af David Bowies “Let’s Dance”. George’s selvudnævnte inspiration fra Bowies alterego Ziggy Stardust fejlede ikke, og der var nærmest en profeti opfyldt i, at det netop er Boy George, hvis stemme der nu er mere moden og potent, der evner at få sangen leveret med så meget karisma. 

Magien lever

Det er spøjst, som figuren Boy George veksler i sind. Er det ægte? Er det skuespil? Er det bare noget, som sker uden hensyntagen til sted og miljø? I starten af koncerten virkede Boy George som en sofistikeret ballonklovn, som du trygt kunne overlade dine børn til. Vi fik “Church Of The Poison Mind” med inkorporeret visit fra Whams “I’m Your Man”, der godt og vel har samme beatgang og rytme og vi fik “It’s A Miracle” siden. 80’erne levede i den grad, og George var smilende, dansende og udadvendt. Sådan fastholder man sit publikum, Fru Khan! Fuld af overskud fik George også fortalt, at man langt hellere skulle lytte til naturen end til J. K. Rowling. Man kunne også lytte videre i 80’erne med gamle deep cuts som “Mister Man” og “Stormkeeper” og siden Boy Georges første solohit “Everything I Own”, der, som bekendt, oprindeligt er et nummer af bandet Bread. Så far so good var stemningen fin, men…

Hvem har tisset på din sukkermad?

Som en transformation af en skæv nat i byen mellem Pennywise fra “IT” og Art The Clown fra “Terrifier”, så blev Boy George enten påtaget aggressiv eller direkte provokeret. Smilet stivnede og setlisten blev nu – tydeligt for enhver – ikke Forever-venlig. George havde nok i sig selv, ironiserede og var en distanceret version i forhold til beskuerne. Der var drypvise momenter af vanvid, og det virkede som om, at Boy George ønskede at bryde med konventionerne og levere sange for egen skyld. De sange, han fik sendt afsted, fløj hen over hovederne på folk. Resten af Culture Club spillede som aftalt og fortrak ikke en mine. Det er bare et faktum, at George Alan O’Dowd kan du ikke tøjle. Den, der prøver, bliver det værst for. En morbid, arrogant og sarkastisk stemning bredte sig fra Georges indre. “Do You Really Want To Hurt Me” blev overfladisk bladret igennem. “All I Know”, “Time (Clock Of The Heart)” og “Victims” lød på ingen måde, som på pladerne. Var publikum på sin vis ved at få en non-verbal skideballe?

Makaber afslutning

Nogle tog sit gode tøj og smuttede. Det samme gjorde Boy George i samme sekund, som “Karma Chameleon” fandt sin afslut. Ingen tak, ingen på gensyn, ingen ingenting. Væk var han og Culture Club trissede efter. Hvad fanden skete der lige der? Nu var Forever slut. Ingen presentere til at runde af, ingen fyrværkeri ingen tak for denne gang, ingen kom godt hjem. En trofast skare blev dog foran scenen i et sidste håb. Spilletiden var ganske vist overskredet, for Culture Club kom jo så også en sjat for sent. Men… Culture Club vendte retur med en storsmilende George, der lige synes, at det var blevet tid til T. Rex’ “Get It On”, og forinden den The Rolling Stones’ “Sympathy For The Devil”. Jo, du kan have nok så meget sympati med Boy George og Culture Club. Aftenens seance var meget ulig Culture Clubs koncert i Vejle for 6 år siden. Dengang var der højdepunkter som nyere materiale som “Let Somebody Love You” og Life, men denne aften var der kun gamle sange, som de færreste kendte. Det blev måske en ufuldstændig oplevelse for flertallet. Folk havde forventet noget andet, men var det i øvrigt ikke selvsamme The Rolling Stones, der proklamerede “You Can’t Always Get What You Want”…

En koncert, du aldrig glemmer

Skulle du mangle kærlighed efter mødet med uligevægtige Boy George, så var der hjælp at hente på pladsen, hvor Dating.dk stod support. Denne aften var koncerten med Culture Club som at se en film, man bare aldrig havde regnet ud. Man kan ikke lave nedslag omkring bandets formåen eller Georges vokal. Alt spillede på den konto, og alligevel var mavefornemmelsen mærkelig. Kunne man alligevel undgå at kigge mod scenen og tænke: “hvad fanden finder han nu på?”. Nej og af samme grund ikke desto mindre interessant. Husk at forventningens glæde altid er den største. Velkommen til forestillingen. Ja, hvad havde du egentlig forestillet dig… One To Remember!

★★★★★☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Peter Jensen og René Knudsen.