En gang forsanger i hæderkronede Spandau Ballet og nu på kant med resten af bandet. Tony Hadley er stemmen, og den er altså stadig smurt, skal jeg hilse at sige, bag nogle af de mest ikoniske hits fra 80’erne, men Spandau Ballet får vi næppe nogensinde at se igen. Stridigheder a la Mark Knopfler kontra Dire Straits ligner samme model i tilfældet her. De forsøgte for 10 år siden i Odense, da Den Fynske Landsby havde en årrække med masser af 80’er-kunstnere som Nena, Rick Astley, Billy Idol, Texas, Chris De Burgh, at finde hinanden med nyt materiale og de gamle hits. Det holdt meget kortvarigt, og jeg tror godt, at jeg tør kalde deres bånd som brudt FOREVER. For at gøre en lang historie kort, så spiller Tony Hadley solo, og efter en croonet udgave af Nina Simones “Feeling Good”, så får vi netop “To Cut A Long Story Short”, der med sit pulserende keyboardbeat er umiskendeligt.
Spandau Ballets bagkatalog i højsædet
Her får vi også en smagsprøve på Hadleys imponerende stemmeregister, som han lufter op til flere gange denne aften. Der er en Spandau Ballet-kunstner i huset. Den britiske delegation fra fredag skal nu nok være et finde et eller andet sted i mylderet. Det er de gamle sange fra dengang, der er øverst på folks ønskeliste. Det må man sige, at den gode Hadley formår at levere. Der bliver danset og skrålet løs på “I’ll Fly For You” og “Only When You Leave” samt vugget poetisk på klassikeren “Through The Barricades”. Koncerten er velafstemt og godt balanceret og blandet med andre sange, som er kommet Hadleys vej. Smørstemmen bruger blot 20 sekunder på at introducere sit orkester. Noget som hos flere andre Forever-acts har taget evigheder. Hurtigt videre til “Lifeline”. Sådan Tony!
Afbalanceret setup
En stol og et nærvær i retning af publikum gør mødet med Hadley til en intim omgang. Det er klædeligt, afdæmpet og skidehyggeligt. Han har stadig to esser i ærmet, og Hadley ved også godt, at de er identiske med publikums savlen om munden. “True” passer perfekt til dette setup forud for at bomben springer, da power og kraft forenes til “Gold”. Slutter det så her? Nej, Hadley spørger nemlig publikum, om vi lige skal runde ordentligt af. Det behøver han naturligvis ikke at spørge om to gange. Queens “We Are The Champions” runger ud over hele pladsen, og vel kun under Roxettes koncert har der været så mange hænder i vejret samtidig. Tony Hadley kan genopleves i Amager Bio til november, blot fem dage før et andet Forever-orkester nemlig Level 42 gæster hovedstaden andetsteds.
★★★★☆☆
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen.
Foto: Peter Jensen og René Knudsen.
Læs også: