Det er et kobberbryllups tid siden, at Scissor Sisters sidst havde dansk grund under fødderne. Vi skal tilbage til Amager Bio i efteråret 2012 for at finde seneste kig forbi, og det var så også gruppens endeligt. Samme år meddelte den outrere ensemble nemlig, at man drejede nøglen om. Albummet “Magic Hour” fra samme år er således også bandets seneste udspil. Bandets frontmand, den flamboyante Jake Shears, gik solo, og slæber den dag i dag rundt på nogle enkelte memorable sange, men det er under varemærket Scissor Sisters, at det tunge skyts sidder fastmejslet. De var kortvarigt samlet i 2017, men idéen om at samles igen og atter vække bagkataloget til live kom først sidste år. Intet nyt under solen, og denne aften var der så heller ingen grund til fra publikums side at brøle: “spil noget af det gamle”. Scissor Sisters har KUN noget gammelt.
Der er lige den der sang, I ved nok
Klokken var ren og skær “prime time” på en heldigvis tør og solrig andendag af Tinderbox. Denne signatur var oprigtigt i tvivl om, hvor mange hits fra dengang, det samlede publikum egentlig kunne huske. På retroradioer er der desværre nok kun “I Don’t Feel Like Dancin’”, der sådan for alvor stadig spilles. Den indeholder så også det kuriosum, at det er legendariske Elton John, der er medforfatter til sangen og er pianobasker på det færdige produkt. Men, for helvede Tinderbox, de har så mange andre vanvittige sange således, at der ikke er et eneste af bandets fire albums, der er foruden storsælgende singler. Ja, og nu vi er ved anekdoter, så har bandet jo også samarbejdet med fredagens ubestridt største musikalske navn: australske Kylie Minogue.
Foto: Sara Søndergaard – Tinderbox
Tempofyldte numre fik det bedste frem i publikum
Lad mig bare nævne det allerede nu. Koncerten med Scissor Sisters blev en af dem, man kan huske i lang tid fremover. Jake Shears, Babydaddy og Del Marquis gav nemlig Tinderbox noget, som Tinderbox slet ikke vidste, at festivalen havde ønsket sig. Hvor andre koncerter denne festivalsæson har påkaldt sig en udvandringsforbandelse, så skal jeg da lige love for, at det helt ualmindelige band fra New York byttede rundt på de magneter. Der blev fra nummer til nummer tættere og tættere, og dermed også mindre plads at danse på. Dans var i højsædet denne aften sammen med et totalteater af moves, kostumer og lummer stemning. Scissor Sisters har en stil, der tiltrækker det homoseksuelle miljø og denne aften ingen undtagelse. Det gjorde dog bare, at energien smittede fra flere ejermænd. Fra Shears og co. på scenen til de dedikerede fans på pladsen. Dem som endnu ikke var fans, ja, de blev det. Det skyldes højoktannumre som “She’s My Man”, “Invisible Light” og bandets coverversion af Pink Floyds “Comfortably Numb”, der gav en vidunderlig groove i miles omkreds.
Lummerheden sneg sig ind på alle og enhver
Velkendte travere som “Laura” og “Take Your Mama” gjorde eksakt, hvad de er til for. Her var der alligevel genkendelse at spore blandt blandt tilhørerne. Og helt ærlig, det lød sgu også godt. Shears’ vokal lød ren, og så er han bare en mester i at slå over i falset, når det kræves. Han forekom nærmest som en badutspringer, der kunne vinde en Lotto-præmie ved at få skridtælleren til at nå et astronomisk antal. Han var über alles på den scene, så man kunne fristes til at omformulere Jack In A Box til Jake In A Box. Løs blev han sluppet, og så slog han en klo i publikum. Fint bakket op af de to kvindelige medvokalister, der både fik fyret en “What’s Up Bitches” og på dansk “Jeg Er Liderlig” af mod forsamlingen, der kun blev mere opstemt af de vulgære betoninger. Det var i det hele taget en opvisning i frækt showmanship, og når man så også smider et nummer som “Tits On The Radio”, så må man bare overgive sig. Vi fik også en akustisk “Mary”, en rask “Any Which Way”, en underfundig “I Can’t Decide” og en beathypnotiserende “Let’s Have A Kiki”, men da danseriet var på sit højeste, så fik Shears nok, og proklamerede “I Don’t Feel Like Dancin’” under påskud af, at det var en sang, de netop havde griflet ned i transportbussen på vej til Odense. Tror I dansefeberen blev kureret?
Scissor Sisters på Tinderbox. Foto: Rudi Buhl
Hits smidt i skraldespanden
Scissor Sisters gav Tinderbox en lektion i en kraftfuld og uimodståelig præstation, som menigmand nok ikke lige havde set komme. Det var gaven, der blev ved med at give – altså lige indtil hele ritualet var overstået. Hvor var førstesinglen “Fire With Fire” fra “Nightwork” og hvor var ditto “Only The Horses” fra “Magic Hour”? To af bandets allerstørste hits og i særdeleshed nogle, der herhjemme flyttede bandet op på en endnu højere piedestal dengang. Det svarer sgu lidt til, at Bryan Adams springer “Summer Of ‘69” over eller Europe ikke spiller “The Final Countdown”. Dermed blev publikum snydt, så vandet driver. Det var nu nok kun en lille håndfuld og så mig selv, der spottede den nærmest kriminelle handling, og det sørger dybest set bare mere vand til min mølle i forhold til postulatet om bandets samlede diskografi kontra den flok, der stod foran Plaza. Sikke et mod, søstrene havde, når man turde gøre således. “We Are The Scissor Sisters And So Are You”, lyder bandets motto. Ak ja, så må man vel afspille dem selv…
★★★★★☆
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen
Læs også: