Aldrig på Tinderbox har der været så proppet med mennesker foran en hovedscene så længe før kick off, som det var tilfældet lørdag aften. Man stod tæt og man stod længe. Flere prøvede at bukke sig ned for at aflaste lænden, men plads var der intet af til at udføre dette. Stakler! I hvert fald frem til klokken 21.30, hvor alle kunne glemme alt om ømhed, for Green Day smadrede over 30 års virke ud fra Panorama-scenen i et væld af lys, “kanonslag”, confettistrimler, ild og fyrværkeri. Som Billie Joe Armstrong sagde forud for “Scattered”: “Here’s a deep cut”. Det skulle måske nok også blive det eneste nummer, som det brede publikum ikke kendte. Sikke en rygsæk af hits og sikke et punk-rock-brag. Med først fredagens omgang Scissor Sisters og Kylie og så sidstedagens hændelse med The Streets og nu denne, så har jeg fået tiltroen tilbage på storheden i festivalsammenhæng. A-listenavne matter! Watch and learn, Northside og Roskilde!

Crazy katalog

Alle skulle have et stykke med Green Day og forventningerne var skyhøje. Som en mand ved siden af mig, mistroisk og for at beskytte sig selv, sagde: “Altså, hvis de slet ikke spiller noget af det gamle, så ved jeg ikke, hvad jeg gør”. Hvad denne mand ville have gjort, står heldigvis hen i det uvisse. Man fristes nemlig til at sige, at de var der allesammen. En komplet hjernedød sætliste med de fire mest velkendte fra gennembrudspladen “Dookie” og så ellers pyntet med de største hits siden da. Et oppusteligt håndgranatshjerte tilhørende en amerikansk idiot prydede Panorama til en start. Tungen hængende langt ud over mulen hos Mike Dirnt, trommestikker i et flyvende virvar over Tré Cool og føromtalte Armstrongs overlegne charme og masseforføriske evner, så var der smæk for skillingen, da treenigheden på scenen gav os treenigheden heddende “American Idiot”, “Holiday” og en særdeles veloplagt udgave af “Know Your Enemy”. De kunne have stoppet herefter, og alligevel måske have leveret dagens bedste koncert på Tinderbox. Hvert et gram blev omsat til ren ekstase.

Masser af midterfinger

En ung knægt, der umuligt kunne have været ældre end et indskolingsbarn sat på skuldrene af farmand under hele seancen og viftede med sin kæmpemæssige skumfigur af en midterfinger og sang med fra start til slut. Godt opdraget, daddy! Midterfingeren fik lige en ekstra tangent, da “Fuck Off” fik hele pladsen til at “pege finger” i retning af scenen. Det var dog af ren hengivenhed, der efterfølgende blev projiceret endnu mere med afleveringen af “Boulevard Of Broken Dreams”. Selv den nyeste single “One Eye Bastard” var en sand fornøjelse live. Hold nu kæft, hvor er den bare catchy! “Dookie”-hits som “Longview” og “Welcome To Paradise” gik naturligvis også rent ind. 

Storheden er kommet for at blive

Tidligere på lørdagen havde The Streets-frontmand Mike Skinner forsøgt sig med et par linjer fra “Basket Case”, men selvfølgelig lød den endnu bedre i sit rette ophav. “When I Come Around” ligeså. “Wake Me Up When September Ends” påkaldte sig yderligere fællessang, og mon ikke publikum havde haft deres time of your life, som der bliver sunget på aftenens svanesang “Good Riddance”? Måske der lige kom lidt for mange Freddie Mercury-lignende “Dæææ Ååååhhh”-dynamikker mellem band og publikum til at skabe en gennemført rød tråd i koncerten og kunne der måske have været puttet en “Warning” ind som erstatning på et af de fire numre efter “Welcome To Paradise”, så havde den siddet lige i bullseye, men mere ødelægger hårene i suppen altså heller ikke den gode smag. Green Day kom, så og sejrede i 7 kvarter og det er oplevelser som denne her, der understreger, at der stadig findes vedkommende etablerede hovednavne, der ganske vist koster kassen, men som gør, at publikum før den ypperste lyst til at returnere år efter år. Fik jeg nævnt, at Northside og Roskilde har noget at lære?

Sætliste:

American Idiot

Holiday

Know Your Enemy

Fuck Off

Boulevard Of Broken Dreams

One Eyed Bastard

Scattered

Longview

Welcome To Paradise

Hitchin’ A Ride

Brain Stew

St. Jimmy

Dilemma

21 Guns

Minority

Basket Case

When I Come Around

Wake Me Up When September Ends

Jesus Of Suburbia

Bobby Sox

Good Riddance (Time Of Your Life)

★★★★★☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen