Man behøvede bare at kigge på publikums påklædning for at komme overens med, hvor publikum mon var på vej hen. Glimmer, glitter og skarpe farver signalerede disco foran Stjernescenen. 7 musikere og 3 korsangere havde taget position og nu ventede man bare på, at dobbelt Grammy-vinder og ukronet dronning skulle entrere forestillingen. Det gjorde hun præcis til tiden til en kort lille introvideo, hvis man skulle være det mindste i tvivl om, hvem konen var. Navnet er Gloria Gaynor – allerede legende og udødeliggjort i egen tid alene på baggrund af den måske største discobanger af dem alle. I ved, hvilken jeg tænker på…

Skovens blade lettede

I modsætning til en anden diva, som senest har gæstet SmukFest – ingen ringere end Diana Ross – så havde alderen på en anden måde indhentet Gaynor kropsmæssigt. En meget anstrengt og øjensynlig smertefuld gang afslørede meget stive fodled og en hofte, der ikke selv egnede sig til dans og moves. Til al held var den gode Gaynor så omvendt leveringsdygtig i at skabe en fest. Jeg skal måske retfærdigvis nævne, at jeg forud for koncerten ikke havde en rolig mavefornemmelse omkring, hvad dette kunne blive. Baseret på adskillige skrækeksempler på aldrende sangere/sangerinder, der lever på fordums storhed og gør sit metier stadigvæk på trods af mangelfuld formåen og stemme, så kunne koncerten med Gloria Gaynor blive både en dreng eller en pige (og ja, så har jeg isoleret set også altid syntes, at “I Will Survive” var en smule irriterende). Lykkeligvis blev det til en af hver. Velskabte, sunde og raske som metafor på den noget nær perfekte koncert, for sikke en pondus, sikke en vokal og sikke en lyd. Både fra selve organet Gaynor, men også fra det velspillende og energiske band. Jeg påstår faktisk, at aldrig har der været leveret så meget vellyd ud fra Stjernescenen.

Cover Me

Nu lignede Gaynor så også en discokugle i millionklassen i sit lilla glitrende outfit. Til stor begejstring proklamerede hun, at der denne aften ville blive spillet nyt, gammelt og lånt, men ikke noget kedeligt og trist. Det var en melding, som publikum kunne lide. Mage til gennemslagskraft, og havde man ikke vidst det på forhånd, så ville man pr. automatik klaske groove og soul på det, der blev serveret. Gaynors nye sange, som eksempelvis “Happy Tears”, blev taget ind, men næppe mange blandt tilhørerne havde hørt de nye skæringer. Det var med garanti heller ikke dem, som selvsamme publikum var kommet for at høre. Allerbedst fungerede numre som “Never Can Say Goodbye” og “You’re The First, My Last, My Everything”, som jo har andre ejermænd end Gaynor selv. Dog havde hun nok ikke behøvet at omdanne Christina Aguileras “Beautiful” til uptempo. Til gengæld var der bedre held med et cover af Sias “Unstoppable”. 

Flere bød sig til

Gaynor, i al sin begrænsning, viste alligevel stort overskud i symbiosen med de fremmødte. Der er ingen tvivl om, at hun er et meget troende menneske, men det blev aldrig til en prædiken. I stedet fik Gaynor spurgt til, om publikum kunne lide at synge. Det blev der jublet retur på. Dertil spurgte Gaynor, om folk overhovedet kunne synge. Brølet blev om muligt endnu større. Det blev afprøvet på endnu et lånt nummer i form af “Killing Me Softly”. Nu var det så ikke kun Gaynor, der havde sangstemmen med sig. Koret gjorde stort væsen af sig, og det blev da også til en solo til “Proud Mary”. Mest overraskende blev det, da en af blæserne lige pludselig forlod sit trut og greb mikrofonen til Pharrell Williams’ “Happy”, mens at selvsamme blæser gav sig til at tage armstrækkere med én hånd, mens han ufortrødent sang videre i vilden sky. 

Bye Bye hæmninger

Nå, nu kunne den ikke trækkes længere. “I Will Survive” ville ikke være hengemt længere. Et massivt build-up til klimaks, og da det endelig kulminerede, så var der fuld plade i farver og lys. Det var så voldsomt, at det føltes som om, at der kun var den ene sang i hele skoven. Du godeste, hvor folk dansede. Du godeste, hvor folk sang. Du godeste, hvor folk slap alle hæmninger. Det kan godt være, at Gloria Gaynor har de bedste år bag sig, men denne aften var grundstemningen, humøret, kontakten mellem kunstner og menighed og lyden en uadskillelig harmoni.

★★★★★☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Allan Niss, FotoNiss.dk