Havde den rappe fyr dog blot spillet to numre og derefter sagt tak for i aften, så havde det været ren topkarakter. Fyrværkeri, røgsignaler og flammer. Et tight setup med masser af dansere og hippe musikere samt et visuelt festligt arrangement bag en velklædt og meget veloplagt Will Smith. Indledt med store hits som “Gettin’ Jiggy With It” og “Miami”. Ja, jeg nåede til den tanke, at dette kunne blive a night to remember… Men!

Vi blev lovet en hiphopfest…

Herfra hoppede kæden decideret af, og helhedsindtrykket blev, at det ikke rigtig var en koncert, man havde overværet. Nu var jeg så faktisk en af de få, der blev til den bitre ende. Særligt ungdommen tog flugten. Nogle måske fordi, at nu havde de set giraffen. Flertallet fordi de af Smith selv var blevet lovet en god gammeldags hiphip-fest, men siden blev eklatant svigtet. Smith havde hele banden i sin hule hånd, og så endte han desværre med at stikke sig selv en syngende lussing, så han selv tabte stemmen og fik en maskinel koncert på en time til at ligne en reklamepause, som man kender det fra en større amerikansk sportsbegivenhed.

Se billederne her i toppen. 

Akavet stemning

Det er længe siden, at Smith dyrkede sin musikalske karriere. På de glade MTV-dage var han dog fast inventar, og strøede om sig med rap og beat, der gik lige i fusserne. På Bøgescenerne endte det så som så, for showet var så minutiøst detaljeret, at man ret hurtigt kunne fornemme, at det ikke var så udadvendt, som starten indbød til. Aftenen på SmukFest var Will Smiths allerførste optræden i Danmark, og måske skulle han have sat sig bare en smule ind i danskernes sprogevner. Først brutale fejl skete nemlig efter den ellers imponerende åbning, hvor Smith lod mikrofonen forblive tavs, mens hans DJs og band jammede lidt til højre og venstre for at “få den rette stemning”. Da Smith mente, at nu var publikum klar, så hev han en stakkels og ganske ung pige ind på scenen. Hendes opgave blev at oversætte Smiths anvisninger til dansk i forhold til, hvad han gerne ville have publikum til at gøre hvad angår bevægelser og håndtegn. Det blev en decideret akavet affære, der efterlod publikum forsmåede. Det engelske sprog er os slet ikke så fremmed, Mr. Smith. Faktisk blev oversættelserne faktisk ringere på dansk, da den hippe jargon ikke har en naturlig transfer. Publikum blev hægtet af og koncerten gik i stå. En horde forlod simpelthen etablissementet, for havde Smith ikke lige lovet en hiphop-fest som i gamle dage? Den fest kunne ungdommen tilsyneladende godt trumfe nede på campingpladsen med en soundbox. 

Hvad går det her ud på?

Ufortrødent prøvede Smith nærmest at agere talkshowvært fra scenekanten, og den friske prins fra L.A. opdagede simpelthen ikke, at han havde tabt kampen. Til tonerne af “Switch” fik Smith puttet “Yo Home to Bel-Air” ind i teksten. Det fik det resterende publikum til at trække på smilebåndene og finde beat og moves, men lige så hurtigt dræbte Smith igen festen ved at lade Tom Jones’ udgave af “It’s Not Unusual” køre, mens han sporadisk sang ind over. Hvad var planen med det – bortset fra noget skærmdans fra Carlton fra selvsamme tv-serie. Som om det ikke var nok, så blev den påståede fest nu også ramt af violinspil og begravelsesstemning, da de bedste klip med James Avery – den afdøde onkel Phil fra “Fresh Prince Of Bel-Air” tonede frem på skærmen afsluttet med et sort/hvid foto af Avery. Fin homage og på sin vis rørende, men Mr. Smith… Du står i en skov i Danmark. Klokken er på vej til midnat. Du har lovet en hiphopfest. Du har nu ikke sunget i mikrofonen i et kvarter – og du har kun sammenlagt en time på scenen!

Dette er ikke længere en koncert

Publikum havde nu endegyldigt lugtet lunten. Det var simpelthen ikke en koncert. Det lignede mere og mere et reklamefremstød for en slagen herre. Selvom manden i år har udgivet ny musik, så var der ingen, der rigtig tog hverken “You Can Make It”, “Bulletproof” eller “Work Of Art” til sig. Det skal dog siges, at “Wild Wild West” og “Men In Black” fungerede og var stilsikkert eksekveret, men her havde endnu en kæmpeflok foran scenen kapituleret og gået derfra. Smiths forsøg på at købe lod på sin filmkarriere virkede forfejlet. Hans WillFlix var da sjovt fundet på, men det klingede godt nok hult og desværre med meget selvfedme. “Se mig, jeg er en stor Oscar-vindende skuespiller”, og det skulle så være nok til at kaste glimmer over en musikkarriere i datid. “Koncerten” såede på flere fronter tvivl, om Smith var hyret som komiker, forfatter, skuespiller eller ejer af en hjerneblødning til Oscar-showet. Hans omkvæd til Inner Circles “Bad Boys” blev nærmest råbt ud til publikum. Få linjer derfra, og så var den også vinget af. 

Var det ikke meningen, at du skulle synge?

Nu var der kun en beskeden og standhaftig flok tilbage. Ned og klappe publikum i hænderne. Ganske billigt trick og kunne ikke ændre det faktum, at Smith reelt kun sang i 40 minutter ud af den time seancen varede. Årets hovednavn leverede i helhed kun 10 sange. For at ramme den skøre og skæve skabelon, så var selv “Boom! Shake The Room” undladt. 

Denne oplevelse gav grimme minder om skandalekoncerterne på Jelling Musikfestival. Her fejlede såvel Eve og Nelly også. Jeg er overbevist om, at Smith denne aften i Skanderborg har tabt flere fans, end han har vundet. Det var som at overvære en film uden plot og manuskript. Man kan simpelthen ikke flytte et så gennemtærsket amerikansk produkt ud i en dansk skov. Publikum er ikke indbegrebet af posede bukser, guldkæder og omvendt kasket. Vi har slet ikke den kultur at trække på. Vi er ikke Will Smiths homies. Det startede skidegodt, men efter 10 minutter blev Will Smith sin egen værste fjende. Som Sofie Gråbøl sagde i “Blinkende Lygter”: “Hvad skete der?”

Sætliste:

Gettin’ Jiggy With It

Miami

Switch / Yo Home To Bel-Air

It’s Not Unusual (snippet)

You Can Make It

Bad Boys (snippet)

Wild Wild West

Bulletproof

Men In Black

Work Of Art

Summertime

★★☆☆☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Allan Niss, FotoNiss.dk