Nærværende vand-vittigt Helmig Univers på Aarhus teater

Der er åbningsforestilling til Aarhus Festuge nr 60 og det er Aarhus Teater der står for den. Aarhus Teater fejre samtidig 125 års jubilæum.
Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø som også stod for den legendariske forestilling Gasolin fra 1994 herhjemme og som fik alle til at strømme til teaterkoncerter, som dengang var en helt ny genre de havde skabt, er samme makkerpar som står bag forestillingen Teater Koncert Thomas Helmig.

At Cederholm og Bjerkø har fået Thomas Helmigs tekstunivers i hænderne og fri leg i forbindelse med jubilæum og åbningsforestilling, kan få enhver teater nørd til at forvente hvad som helst. Makkerparret er kendt for deres meget visuelle, dramatiske, modige og musikalske teaterkoncerter.

-og det er vanvittigt.
Vand-vittigt.
Selve handlingen i forestillingen, som mere er en rød tråd, som var det en lang musikvideo.
Vi møder et klassisk ensemble som forlades af deres dirigent og i ren forvirring først giver den gas med alkohol og fest og senere går i “opløsning” for derefter at ende i en underverden af underbevidsthed og spiritualisme eller syretrip. 

Så ja, kort fortalt et symbolsk billede på livet, kærligheden, sorgen, fortalt med Thomas Helmigs tekstunivers.
Fortalt i surrealistisk symbol sprog med vand, med humor, med respekt og en galskab som kun er livet forundt.
Det er så smukt, at det gør ondt.

Visuelt har jeg lyst til at råbe FREEZE, for lige at se magiske øjeblikket igen og dem er der et overflod af.
Hvis jeg var fotograf, var jeg i slaraffenland af de smukkeste mest interessante fotos. Scenografi, kostumer og visuelle virkemidler har overgjort sig selv og bare af dén grund ville jeg se forestillingen igen og igen.
Håndværksmæssigt har Aarhus Teater overgjort sig selv.
Er det muligt, at alle vilde ideer er gjort virkelige?
Jeg får indtryk af, at Aarhus Teater kan alt. 

Som flue på væggen forestiller jeg mig en brain storm finde sted hvor der siges.
-”Vi vil gerne have dirigenten komme op af af gulvet” – “ja tak, vi bygger lige en lille elevator”.
-”Vi vil gerne kunne save vores kulisse ned, mens der er skuespillere på scenen” – “yes det løser vi”.
-”Vi vil gerne kunne hive hele bagtæppet ned og bruge det som rekvisit” – “ja tak”.
-“Vi vil gerne kunne hæve scenegulvet op”, “forstået” – “og have det som loft”, “øh ja” “og kan vi have et hurlumhej spejl under”? “Ja tak” “og kan vi skabe et hul, og flyve igennem det, og kan vi ikke også lige, få en skuespiller ovenpå loftet”  “joo” “og hvad med vand”? – “Kan vi ikke få et helt bassin som scenegulv”? “Jo, det kan vi måske godt”, “og regnvejr, kan der ikke komme regn under nummeret støvregn”? “Tjo…”
-og sådan bliver det ved og ved.

Det er svært at forestille sig, at der er ideer der er sagt nej til og som Aarhus Teaters håndværksmæssige afdeling ikke har fundet en løsning på.

Og jeg har ikke engang nævnt skuespillere og musikernes præstation endnu.
Man kunne forestille sig, at med sådan en effektfuld forestilling, at det som kontrast kunne give en teater koncert hvor skuespillerne er nedtonet.
Det er på ingen måde tilfældet.
Det er en kraftpræstation af dimensioner at spille med i denne forestilling.
Sveden hagler fra aktørerne, der er intet der ikke er all in.
Det er kun lige allerførst at “ensemblet” er lidt i ro – og dog, selv når der synges, er der danse og bevægelses koreografier og ofte som et samlet synkront hold.
Det må have krævet så megen forberedelse og må kræve så meget fysik.
Som publikum er der uendelig meget at kikke på og underholdningsfaktoren er skyhøj. 

Det er ingen hemmelighed at jeg er fejlcastet til Helmigs pop univers. Når DJs sætter deres 80-90`er musik på, er det sikre sats altid på Thomas Helmigs sange til min generation. Selvfølgelig kan jeg synge med, men det er ikke musik jeg vil sætte på.
Min generation er OGSÅ hiphop og rap og mit yndlings festmusik er klart noget med rødder i afro rytmer.
Derfor er det med tilbageholdt forventning, at jeg går ind til en koncert baseret på 28 værker fra Thomas Helmigs poesi.
Det er lige præcis hvad det er, poesi.
Thomas Helmigs ord står SÅ skarpt og jeg tror aldrig han har fået større anerkendelse end han gør i denne forestilling.
Jeg hører hans ord og betragtninger og bliver ramt.
Det har i flere omgange igennem tiden været ret så “gratis” at være højlydt nedladende overfor Helmigs musik, noget jeg aldrig helt har forstået var ok. Nik & Jay har bestemt også været igennem mediemøllen og selvom jeg ikke selv har været forbruger af Thomas Helmigs musik, har jeg undret mig over, at den store folkelige popularitet ikke var det samme som, at blive anerkendt musikalsk. 

Det bliver han om noget nu.
Aarhus Teater har samtidig lavet et greb, med at aktørerne ser os publikum, jeg har sjældent følt mig så SET af en forestilling og jeg sidder med følelsen af, at det hænger sammen med det, at virkelig HØRE Thomas Helmigs musiske tekster. 

Der er highlights og numre som står særligt frem og som er en hel artikel værdig.

Livet venter…og vi venter på den sidste skuespiller som skal ankomme.
Her falder den første replik: Undskyld.
Dem er der ikke mange af, når de er der, er det meget effektfuldt.

Der er vogue frys, der er skuespiller Amanda som giver den med Elvis dans, der er uhæmmet omgang med et flygel, der saves i den “gren” (kulisse) man selv sidder på, der er skygger på hovedet og vandspejl der giver havglimmer.
Lyset bryder igennem røg og dråber, så det danner en vandvæg.
Loftet sænker sig over aktørerne, den sorte matador svinger med sit tuché. Der er et trommeglasbur, Der saves hul i hjertet? eller hul, til at få lyset til at bryde ind – det er et overflødighedshorn af symboler og visuelle greb, som alle danske gymnasieelever forhåbentlig vil blive udsat for, til fortolkning.

Musik gør en forskel, musik er følelser, vi er musik og vi påvirkes af det. Forestillingen underbygges af Helmigs ord som visualiseres foran os i et univers af surrealistiske livssprog vist igennem teater kunst

Der er et vidunderligt kor som meget effektfuldt er flettet ind i forestillingen. Der er guitar spillet af Boi Holm med lækkert fjæs som konstant bliver i rolle uanset hvad han udsættes for. Cello, klavermusik, violin, og et utal af slagtøj og instrumenter jeg ikke kender navnet på. Alle holder rollerne og løfter forestillingen både visuelt og lydmæssigt.

Vi startede med nummeret Hallo Maskine og et bagscene tæppe i sort satin med natgule fabeldyr og naturvæsner fra et muligt mytologisk eller syret univers. Umiddelbart slutter vi også forestillingen med Hallo Maskine hvor fabeldyrene er levendegjort og trådt ud fra bagtæppet men forestillingen er ikke slut. 

Der er så imponerende at det flyder over scenekanten, bogstaveligt talt, og det først til sidst at det faktisk flyder over.
Vi giver slip og giver os selv lov til at synge med i begejstring, smittet af spilleglæden fra både musikere, skuespillere og kor og samtidig bliver det en koncert med lidt for mange ekstra numre.
Ingen kan stoppe sig selv og vi takker for det liv og den forestilling vi blev os givet.

5 stjerner til en vidunderlig smuk og nærværende teaterkoncert hvor Helmig endelig hyldes for det poetiske tekstunivers han har givet os, som ramme til vores liv kulisse.

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg