Midt i det franske landskab, hvor togene fløjter gennem morgentågen, står Violette Toussaint som ledvogter ved en jernbaneovergang. Hendes dage er ensformige, men fulde af stille pligter: hun passer bommene, holder hjemmet i gang og tager sig kærligt af datteren Léonine, mens hendes mand, den smukke og selvoptagede Philippe, farer ud i verden på sin motorcykel for at elske de kvinder, han møder på sin vej. En aften, hvor toget ikke kan køre, åbner Violette døren til sit lille hus for den strandede Célia og hendes datter – og det møde bliver begyndelsen på et livslangt venskab og et nyt kapitel i Violettes stille, men bevægende liv.

Senere, efter en tragisk ulykke og et liv i forandring, finder Violette sin plads som kirkegårdspasser i Bourgogne. Her, omgivet af grave, blomster og menneskers historier, skaber hun et lille univers af ro, varme og fællesskab på et sted, hvor døden er en del af livet. Det er den sandhed, hun hver dag går rundt i, og på Teater Nordkraft gør hun det, så vi får lyst til at slå følge med hende en stund. Også når det er rigtig hårdt.

Vand til blomster er baseret på Valérie Perrins roman af samme navn, og den handler om sorg, men mest om styrke og kærlighed og alt det liv, vi lever, fordi der altid er nogen, der skal dø.

// I vanlig Teater Nordkraft stil, blev publikum inddraget i stykket, som dem der spillede birollerne – hvilket bidrog med både gode grin og en særlig følsomhed.

Og virkelig langt hen ad vejen lykkes Manda Jønssons iscenesættelse af Vand til blomster temmelig overbevisende. Laura Kold giver en smuk og nuanceret skildring af Violette – hendes stille styrke, hendes sorg, desperationen og den lille sprække af håb og lys, der trods alt bliver tilbage, formidles med en indlevelse, der gør ondt på den rigtige måde. Man kan mærke, hvad det vil sige at miste. Især, hvis man ved, hvad det vil sige. Jo mere af Violettes personlige tragedie, der foldes ud, desto stærkere står hun på scenen. Laura Kold er sådan en, man kan mærke på bagerste række. Troels Kortegaard Ullerup tilfører sin Philippe både arrogance og sårbarhed – først virker han som en selvoptaget mand, der nyder lyden af sit eget navn, men langsomt viser han os de sprækker, der gør mennesker menneskelige – også når de tilsyneladende ikke helt ved, hvem de selv er.

Thomas Nielsen giver dybde til den mere beskedne rolle som politikommissæren, som bidrager med ro og en medmenneskelighed, der gør det troværdigt, at netop han forelsker sig i den sørgmodige kvinde på kirkegården. Og det gør han. Kvinden der har mistet så meget, at hun næsten ikke tør bede om mere. De tre skuespillere bidrager desuden alle med levende musik – og det klæder forestillingens eller med mellemrum sitrende tunge uro, der bliver så allestedsnærværende, at man næsten ikke orker at se mere.

Men alt i alt, så er det sådan, at Vand til blomster balancerer elegant mellem latter og sorg, mellem det tragiske og det komiske. På Teater Nordkraft går man vist aldrig uforandret hjem. Teater er bevægende – og her får vi et kærligt puf i ryggen med en påmindelse om, at livet er alt andet end døden.

★★★★☆☆

// Teater Nordkraft havde forud for premieren bedt pårørende til afdøde familiemedlemmer, om at aflevere et sæt tøj fra nogle af deres kære, som var bredt ud over stolene, vi sad på, og det var en fin tilføjelse, at vi sad der midt i nogen historie, var en fin og rørende tilføjelse.