After the Hunt – filmanmeldelse, Biffen i Nordkraft, Aalborg

Der er noget næsten klinisk koldt over de første billeder, vi ser… Tiden går, alting flyder en lille smule sammen, og hvis det er sandheden, man jagter, så skal man være villig til at risikere lidt mere end sig selv.

After the Hunt udspiller sig i den akademiske verden. På Yale University er alt historie, smukt lysindfald, store tanker og lavmælte stemmer. Alt er kontrolleret. Alt er pænt. Men under overfladen vibrerer en uro, de fleste kan mærke.

Julia Roberts spiller professor Alma Imhoff, en kvinde der har brugt sit liv på at mestre orden og har teoretisk belæg for de fleste meninger. Hun underviser i filosofi og nyder tilværelsen, indtil en af hendes mest lovende studerende, Maggie Resnick (Ayo Edebiri), anklager Almas nære ven og kollega Hank Gibson (Andrew Garfield) for seksuelt overgreb. Fra da af begynder hendes velstrukturerede verden at slå revner.

Fra det øjeblik er filmen ikke længere et drama om universitets-politik – men en langsom, psykologisk nedstigning. Alma bliver fanget i en dobbeltrolle: hun skal være mentor, sandhedssøgende forsker og loyal ven – alt imens hendes egen fortid med magt og grænser langsomt bliver trukket frem i lyset, fordi hendes egen historie sætter hende i et dilemma, som alverdens tænkere ikke kan udrede. Der findes ingen anden sandhed, end hendes egen – og det er måske der, hun farer vild.

Luca Guadagnino formidler det hele med sit sædvanlige, elegante blik. Kameraet dvæler ved hænder, glasruder, ansigter og særlige og sene blikke hen over borde. Der er noget næsten erotisk ved måden, han skildrer magt – ikke i fysisk forstand, men i den intellektuelle og emotionelle spænding mellem mennesker, der tror, de forstår hinanden.

Julia Roberts bærer filmen med både varme og isnende afstand. Hun bevæger sig gennem korridorerne som en kvinde, der langsomt mister sit fodfæste. Hendes ansigt afslører det, hun ikke kan sige – frygten for at blive afsløret, ikke som medskyldig, men som menneske. Ayo Edebiri spiller Maggie med en blanding af sårbarhed og trods; hun er ikke en karikatur af et offer, men en ung kvinde, der kræver at blive hørt – selv når hendes stemme destabiliserer alt omkring hende.

Historien udspiller sig som en jagt på sandheden, men jo længere vi kommer, desto mere står det klart, at sandheden ikke er et trofæ, man kan indfange. Den er glidende, spejlet i den, der ser og altid farvet af magt, begær og frygt for at tabe ansigt.

Filmen er bevægende. Scenerne er lange og langsomme, musikken dæmpet. Guadagnino lader billederne tale: et glas vin, der står urørt. Et håndtryk, der varer for længe. Et blik mellem to mennesker, der engang forstod hinanden og nu ikke tør mødes igen.

Men i sin stræben efter at være kompleks mister filmen måske alligevel til tider grebet. Historien forgrener sig i sidespor – diskussioner om etik, magt og generationskløfter – som ikke altid finder en klar retning.

Alligevel bliver After the Hunt hængende. Ikke på grund af plottet, men på grund af stemningen. Den måde, filmen får en til at mærke kulden i et rum, tavsheden i de ord, man alligevel siger og en moralske afmatning i et menneske, der troede, hun stod på den rigtige side af historien.

After the Hunt er en film, man mærker. Den er elegant, tung og urovækkende, båret af Julia Roberts’ mest modne og nuancerede præstation i årevis. Den vakler til tider under vægten af sine egne ambitioner, men dens stemning og moralske kompleksitet gør, at man ikke fortryder, at man har set den.

God til en efterårsdag i biografen.