Der er noget både sårbart og stædigt over Bruce Springsteen, når han midt i sin karrieres højdepunkt i begyndelsen af 1980’erne vælger at vende ryggen til lyden af sin egen succes og i stedet indspiller et stille intentionelt album alene på et fire-spors kassettebånd. Og det er netop de øjeblikke – den kreative og eksistentielle krise – som Scott Coopers nye film Springsteen: Deliver Me from Nowhere kaster et eftertænksomt intense blik på.
I stedet for at levere endnu en traditionel rockbiopic med triumfer, turnéer og store hits, zoomer filmen ind på den indadvendte periode omkring Nebraska– et album, der stadig står som et af de mest kompromisløse værker i Springsteens karriere.
Jeremy Allen White, kendt fra The Bear, spiller Springsteen med en overbevisende autenticitet. Han gestalter ikke blot sangeren, men mennesket – en ung mand, som er fanget mellem berømmelsens krav og sin egen trang til at finde noget, der føles sandt midt i støjen. Whites spil er afdæmpet og intenst på samme tid; hans blik bærer på både rastløshed og resignation. Man tror på ham.
Og Scott Cooper har skabt et mørkt og visuelt poetisk univers, hvor billederne føles som forvaskede polaroider fra et land og et liv, der var engang. Præcis som de sange, han skrev dengang. Nebraska er lyden af noget, der er levet. Kameraet dvæler ved motorveje, moteller og ensomme nætter. Vinklerne er virkelighedsnære og lydsiden er holdt lige så nøgen og ren som musikken, der inspirerede filmen.
Der er en klar styrke i filmens modvilje mod det store drama. Den vil ikke fortælle historien om “The Boss” som ikon, men om Bruce – mennesket bag. Det gør Deliver Me from Nowhere mere ærlig og mere nærværende end mange af de genrebeslægtede portrætter, vi har set i de senere år. Samtidig betyder valget, at filmen kræver tålmodighed. Tempoet er roligt, næsten meditativt, og uden forhåndskendskab til Springsteens univers kan det hele virke indadvendt og en smule lukket.
Der, hvor filmen alligevel løfter sig, er i de stille scener – når musikken opstår i mørket, og vi mærker, hvorfor Springsteen må lave dette album for at kunne leve med sig selv. Jeremy Allen White rammer netop den balance, som måske bedst kan beskrives som styrken i at turde være svag.
Springsteen: Deliver Me from Nowhere er ikke en hyldesthymne til en legende, men et portræt af et menneske, som både er i opløsning og forvandling. Vældig menneskeligt. I virkeligheden. Den er melankolsk, modig og stemningsmættet – og den mister aldrig rytmen, fordi den bærer på et sjældent nærvær.
For fans af Springsteen og for dem, der holder af film, der tør dvæle i det stille, er det en oplevelse, der bliver hængende.
For dem, der søger store stadionøjeblikke og “Born to Run”-brøl, vil det nok føles som en nedtonet parentes.
Og måske er det netop pointen: at selv rockguder er mennesker, når lyset slukkes, og det, der er tilbage, er intentionen og lyden af det, vi lever for.
![]()
Læs også: