Handskerne er smidt, det er akustisk aften d. 30/10 med SortHandsk og rapper Marwan, trommeslager Michel Svane og guitarist Søren Bendz går på VinDanmarks scene i Århus.
De er hævet en halv meter op og stolene kan ikke stå tættere på.
Vi sidder gerne som sardiner på dåse, publikum kører gerne langt for at opleve dem. Vi sidder gerne helt oppe i hovedet på dem.
Hovedparten af publikum i aften, er klædt i sort og mænd. Det er tydeligt at SortHandsk har stærk, loyal bromance med sig.
Der er ellers intet der indikere at her i aften på det datevenlige VinDanmark skal foregå noget ud over det sædvanlige.
Der er kulørte lamper og sing-along venlig musik. Det bløde lys og de genkendelige toner af Beatles rammer mig, inden jeg finder stedet på havnen, som ligger i tusmørket og godt gemt bag byens uendelige stilladser af udvikling.
Jeg ser et voksent publikum bag de oplyste vinduer og hyggen strømmer ud. Et skilt med reklame om bolle og ost undre mig, men det kan vel også noget. Kl er over 19 aften, men så ved jeg da, hvor jeg kan tage hen i morgen formiddag.
Bandet er sat til at gå på kl. 20 og intet, absolut intet, signalerer at jeg er rette sted, min forventning til aftenens indhold, kan ikke være mere kontrastfyldt udspillet i det Vindanmark udstråler.
Men det er jeg, rette sted!
Man skal ikke lade sig narre af romantikken, Vindanmark kan det hele.
Inde bag cafehyggen, gemmer sig et listigt spillested.
Michel Svane slår tonen an med sine store hænder på den malede trækasse, som han har sat sig på. Det giver et gib i os, rytmen er stærk og ørehængende, det lyder overraskende godt og sidst jeg oplevede musik på kasse, var på Cuba.
De mener virkelig det autentiske, det er som at sidde på gaden og lytte med. Søren Bendz falder ind med sit melodiske guitarspil og Marwan har placeret sig på en barstol med hvidvin og vand. Eller det vil sige, hvidvinen efterlyser han og den kommer prompte i stilfuldt glas på stilk.
De er 4 i bandet, Marwan har taget sin skygge med.
Den tager næsten al fokus på bagscenetæppet i sin intensitet af fagter og symbolik.
Lyden er allestedsnærværende og allerede i det første nummer Krig, lover det en ganske særlig aften. Det er rytmer, ord, nærvær og intensitet som går op i højere enhed med lyssætning og en lydmand der har styr på sit shit. Det lyder exceptionelt godt. Skrig rimer på krig og lyset bliver blodrødt.

Marwan starter i aften med en intensitet som giver mig associationer til den fangende, tunge rytmiske opbygning i nummeret Lose Yourself af Eminem. Der er vrede som er forfatter Yahya Hassan værdig og ord der sprøjter ud af Marwan som vi slår os på og som også, får os til at gå med i takt og får lyst til at springe op på barrikaderne og kæmpe med.
Vi rocker, at beskrive det som at det svinger ville være misvisende, for det er større og mørkere end det, det kommer mere et rituelt sted fra, en lyd i kontakt med uretfærdighed, fælles kamp, oprør.
Marwan er selvfølgelig helt sin egen, har helt sin egen lyd og vi hænger ved hans læber. Vi er udfordret på den gode måde, det kræver sit eget nærvær at følge rap ordstrømmen og de budskaber som flyver ud, inden forståelsen har ramt og nye linjer kræver ens tilstedeværelse.
Det er skide godt.
Marwan undskylder for den lidt voldsomme start med selvironi og der er intet at undskylde for, vi er med i samme båd af angst for 3. verdens krig og det er befriende at have en stemme som sætter ord på og som benytter musikken, til at udtrykke det vi også oplever og tænker.
Ja, der er ugler i mosen og hele tekst skatten får jeg lyst til at kikke nærmere på. Godt at han og bandet også har udgivet en bog, så det er muligt at få mere (Lyriksamlingen “Som foroven som forneden”)
Det virker som om Marwan giver alt hvad han har og er, det kan godt være at han insisterer på, at han ingen uddannelse har og ikke har noget arbejde, Jeg husker ikke, om det er Søren eller Michel som afbryder ham spontant, med udbruddet: Du er kunstner. Vi kan kun være enige, han har direkte kontakt til en formidling, som i sammenspil med Svane og Bendz løfter sjæl og håb.
Der er noget på spil, noget på hjerte og så kan det godt være, at han også er beskidt i sin mund og kan være politisk ukorrekt, men er det ikke det kunst kan og skal være?
Det største budskab som går igen og igen kommer fra forståelsen af, hvor ens vi er, we are one. Vi spejler os og har samme udfordringer med, ensomhed, kærlighed, afmagt og som han minder os om: “Vi kommer til verden uden noget, vi tager herfra uden noget”
Aftenens koncert flyver afsted og han slutter af, med at minde os om at fejre og hylde det liv vi har, det gør han med nummeret VIVA
Setliste:
Krig
Korruption
Kryptisk
Generation X
Mish Minnah
Fascist
Khina
Oplæsning
Sten i hans hånd
Optøjer
Magt i gevær
Kabbalah
Viva
Efter koncerten snakker jeg med et par stykker fra publikum. De nævner at de er kørt helt fra Hjørring for at opleve koncerten, de nævner at de er vokset op med Rage Against The Machine og Nirvana og med det her band SortHandsk oplever de, at de kan få den energi, den lyd, den nerve. De er meget begejstrede og eneste aber dabei er, at de godt kunne tænke sig mere. Det kan vi ikke, for Marwan har sat P-skiven og han skal fandme ikke have en p-bøde!! Vi griner med, det er en almindelig hverdagstorsdag og mange af os skal op på arbejde i morgen, men hvor var det befriende at den blev så helt og adeles ualmindelig.
SORTHANDSK er energiudladning og ord dækket op af ørehængende rytmer, budskaber der giver lyst til at kaste håndtegn og få fingeren ud. Denne aften var ikke bare en vanvittig god koncert, den var ud over det sædvanlige og sådan en koncert som skiller sig ud, som one of a kind.

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg
Læs også: