Fredag aften var der Familiefest i Herning, for Benjamin Hav og Familien tog imod 14.000 glade gæster, der alle var klar til at danse og være Happy på selvsamme dag, hvor den første sne faldt i form af juleøllen, der ramte hanerne på de danske værtshuse.
Herning var klar, Benjamin var klar og det var Familien med Emil Falk i front også. Så da klokken slog 21 kom et af de flittige familiemedlemmer frem og slog græsset i den store have, før Benjamin Hav kigger frem fra det øverste vindue i sit store orange hus, der stod midt på scenen.
Under andet nummer, er der stadig kun udsigt til Hr. Hav i sit store hus, mens vi får ”Dream Team” og Boxen kan li’ det.

Tredje nummer er ”Musse”, og det får hele Boxen til at hoppe i takt.
Der er billige point hentet inden nummeret “Nik & Jay”, da Benjamin udnævner Herning til Europas hovestad, og det vidner igen og igen om, at selvom musikken er hæderlig, er det sceneshowet, der har gjort Havs Familieshows til noget ganske særligt.
Hele Familien er på scenen, til ”Husk at vær’ happy”, der tyder på at blive aftenens absolutte højdepunkt, hvorefter han skruer lidt ned med et nummer fra Benal-dagene, ”Uh Babe”, men det forstyrrer ikke tempo eller takt i Boxen.
Nede fra publikummet finder Benjamin en kvinde ved navn “Helen” og til tonerne fra Cannelloni & Kød tager de en svingom midt på scenen. Først da nummeret er slut, er dansen forbi, og speederpedalen bliver igen hamret i bund til “Den Dejligste Boy”.

Så blev det tid til at trække vejret et øjeblik, mens Benjamin åbner sit hjerte og taler til, og om, sin mor. Vi ved ikke, om hun er der, men vi føler det. Og det føles ægte. Da tonerne af “Esbjerg, torden og regn” rammer salen, bliver stemningen magisk, og Herning overgiver sig fuldstændigt.
Se galleri øverst på siden.
Pludselig står Benjamin midt i hallen, hævet op over publikum på en lille scene, mens han synger “Fri”. Det er intenst, nærværende – og fuldstændig forrygende. På vej tilbage til hovedscenen introduceres Familien, og så eksploderer festen for alvor med “Du ligner din mor”. Hele Boxen gynger som en engelsk kanalbåd mellem Esbjerg og Harwich, og alle er med.
Derfra bliver det kun vildere. “Nu her” sætter tempoet, og da Ella Augusta træder ud af det store orange hus for at synge “Første dag”, er stemningen så elektrisk, at man næsten kan mærke varmen i luften.

Til slut ryger taget helt af med “København / Samba de Janeiro”. Herning koger, publikum hopper, danser og synger med, og Benjamin Hav og Familien leverer et show, der er alt det, man håber på, når man køber billet til en af Danmarks mest kreative artister.
Et gennemført, energifyldt og magisk show.

Set Listen:
1: Spice Up Your Life
2: Dream Team
3: Musse
4: Air Tonight
5: Nik & Jay
6: Husk at vær’ happy
7: Uh Babe (Benal sang)
8: Cannelloni & kød
9: Handsome
10: Den dejligste boy
11: Esbjerg, torden og regn
12: Fri (Benal sang)
13: Du ligner din mor
14: Nu her (Benal sang)
15: Første dag (Featured: Ella Augusta)
16: København / Samba de Janeiro

Foto: Jensen
Læs også: