sART Danseteater har adresse i Svendborg og skaber forestillinger for børn og voksne de turnerer nationalt, og internationalt rundt med.
De er nomineret til en Reumert for Årets forestilling for Børn og Unge i 2017 og 2023.
Efter premieren i går og forestillingen i dag, rejser de videre på turné indtil den 22/2.
De fleste af os, uanset alder, har erfaring med, at livet kan opleves, som at der er op til flere projektører indstillet til, at overbelyse alt, hvad man gør og siger.
De fleste af os, kan også nikke genkendende til, at se sig kritisk an i spejlet og føle sig udenfor og anderledes og i venskaber som tredje hjul.
At vi også genkender de voldsomme følelser, som kan tage overhånd og fylde alt og gerne på skæve tidspunkter af det passende, bliver også sendt lige i ansigtet på os publikum, som er kommet for at se danseteater forestillingen ENS.
Forestillingen skilter med, at den er til de 12-17 årige – og det er den bestemt, OG deres forældre – OG også, alle os andre.
Det var en befrielse at genkende sig selv og den udvikling vi gennemgår fra barn til ung, fra pige til kvinde.
En påmindelse af alt det som kendetegner teenagelivet og det spot on, med lyd, koreografi, dans, sang og storskærm.
Der var så gennemførte fine elementer af:
-De førnævnte projektører som følger en
-Alle følelserne som regn, slud, lyn, torden og ild
-Den tidstypiske moderigtige “uniform” så man ikke skiller sig ud
-Måden hvorpå en ung kan have et ualmindeligt stort rod flydende ud af sig, uanset hvor vedkommende er.
-De kærlige forældre som bare er for meget
-Kroppen som bobler over i udvikling
-Akavetheden
-Mobil påvirkningen
-Hviskeri
-Venskaber som løfter hinanden op og deles om alt, til også at være konkurrenter.
Jeg vil ikke nævne dem alle, men fremhæve 3 scener som stod særligt ud.
En af dem var bedriften med at kropsliggøre de skift, lyde og indtryk der sker fra youtube, instagram, discord, memes, tiktok mm..
De 2 dansere Katrien van der Velden og Thjerzan Balaj vred og spjættede, dansede og grimassede sig igennem de mange skift, et ungt menneske kan rumme på 3-4 min. på deres telefon. Det er et frygtindgydende og fascinerende udtryk igennem de to.
Efter en scene hvor en performer har løbet fra sig selv, i ring, for derefter helt udmattet at falde om på gulvet, omsorgsfuldt får et tæppe lagt over sig, sker der en forvandling.
Et underfundigt spil af undervandsagtigt, elektrisk glimmer rører på sig under “huden”, i puppen, forvandlingen er i gang!
Det er så fint et magisk øjeblik og med teknisk snilde, at man næsten ikke kunne tro sine egne øjne.
Ganske som når sommerfuglen folder sig ud.
Eller når det smukke, langlemmede unge menneske, rejser sig fra barnekroppen, som fugl Fønix med selvtillid og styrke.
Den sidste jeg vil nævne, er den røde fest.
Hverdag som passerer men afbrydes af energisk, festlig, dansende, rød fest.
Et rum som var det et diskotek, hvor festen aldrig slutter, hvor sexualiteten, sensualiteten får max blus.
Kønsmoden tid er ankommet med al den forvirring, træthed og lyst den bringer med sig.
Udover at den treide performer Melodi Soltani også er danser i forestillingen, så udmærker hun sig også med at bryde ud i smuk sang flere gange, hun styrer computer musikken og spiller live, synthesizer på scenen.
Det er en helstøbt forestillingen som er noget af en perle at benytte sig af, som udgangspunkt til at forstå sit teenagemenneske, forstå sig selv og som base for, at give plads til livet, til forvirringen, til at turde leve livet som er os givet.
Hvidt på sort ruller teksterne henover lærredet og vi mindes om, inden vi begejstret klapper over oplevelsen, at vi er helt som vi skal være, vi fejler og det er okay, vi opfordres til:
PRØV IGEN!
Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.
![]()
Læs også: