How to kill a teacher

Der er sket et skred i det, at varetage jobbet som lærer.
Det et uhyggeligt hurlumhejhus at fare vild i, et cirkus ifølge dramatiker og instruktør Christian Lollike som står for tekst og iscenesættelse.
Der i manegen, på Aarhus Teater præsenteres 2. opsætning af forestillingen Skolekomedien.
En forestilling, som skabte stor opmærksomhed om den tragedie, som udspilles hver dag, på de danske skoler og som blev kåret som årets forestilling i 2024.

Det er desværre stadig virkelighed og mere end relevant, at genopsætte forestillingen. Mange gik forgæves eller nåede ikke at se forestillingen.
Det samme gjaldt undertegnede og jeg blev glædeligt overrasket over, at se, at den igen var på plakaten.
Fredag den 13/2 var der premiere på den Store Scene i Aarhus.
Forestillingen er som et ukendt band, der har spillet på små, ukendte scener det ene år, men med sine hits har ramt noget ganske særligt i tiden og pga publikums popularitet, er booket til, at spille på Orange Scene på Roskilde Festival.

Skolekomedien har slået hul i lydmuren og man kan kun håbe på, at alle forældre, ledelser og undervisningsministeriet…ja, selve regeringen ser med.
For der er plads til forbedring.
“Elefanten i rummet”
Som er det vildeste stykke rekvisit Aarhus Teater til dato, må have bygget, til symbolsk at råbe alt og alle op, gør sin entre.
Den er der bare, og ikke længe – det behøver den ikke.
Den er imponerende, larmende uden at gøre andet, end at være der.

Ligesom de uhyggeligt smilende klovne er.
De smiler, smiler, smiler og vi håber alting bliver bedre, går over, men klovnen er en klovn og det er tragikomisk.
Vi griner, men skulle i virkeligheden græde.

Når jeg sidder der blandt publikum og rammes af gru, er det fordi jeg udover at arbejde som journalist, også er Anette!

Dem er der 3 af i forestillingen.
3 ens Anetter, som med deres ambition og lange uddannelse, har tiltro til, at netop deres undervisning kommer til at gøre en forskel.
Hvilket de også gør.
Men, og der er et men!
Den udvikling der er sket med lærergerningen er overvældende, de krav og vilkår den arme lærer udsættes for, er ikke for et normalt, velfungerende menneske.
Blandt publikum hører jeg en mand hviske til sin kone: “ Det er godt man ikke er lærer”!

Præcis!
Lige præcis dét, er nok det, som er en del af problemet.
Det er “heldigvis” lærerens opgave.
Hvad er så opgaven?
I Lollikes udgave er der fokus på elevernes krænkelses parathed og enebarnskultur.
Det er i sig selv en udfordring, når opdragelse og forståelse for fællesskab, ikke er noget man har med sig hjemmefra.
Ensomhed, sociale medier, forældres ambitioner og travlhed i samfundet, giver børn som kommer i skole og har brug for leg, nærvær, tid og tryghed, hvor det ellers var meningen de skulle lære noget.
Men, diagnoser og særhensyn samtidig med 4000 bindende læringsmål, dokumentations krav og meget, meget mere, laver store benspænd.

Det bliver tydeligt at når elevers frustration, forældres krav, ledelsens ambition, undervisningsministeriets skiftende regeringer med tiltag og initiativer, som uden kontakt til læreren på gulvets erfaring og viden, skaber modstridende og forvirrende krav, gør at en lærers hverdag, bliver noget af en skizofren opgave at leve op til.
Det er der ingen der kan.
Modtryk kan blive apati.
Det kan blive personaleflugt.
Det kan give misbrug, dulmen af arbejdspres, stress og utilstrækkeligheder.
I aftens teater udgave, humoristisk udpenslet med rygning, kagespisning og vin.
Det kan give langtidssygemeldinger.
Død!

Hold da op, det er noget af en mundfuld og ja, der kløjs i kage.
Den honningkage som, sygeplejerskerne også blev bespist med efter corona, som tak.

Samfundets oprigtige tak, som spiser sygeplejesker og Anetter til morgenmad.

Det er et underholdende stykke teater, et ægte samfundskritisk et af slagsen og måske, kunne man håbe, et samfundsændrende et af slagsen.
Det er en forestilling som kalder på at blive set igen, hvis jeg tør.
En ægte kult forestilling.
Der er så uendelig mange gyldne øjeblikke.
Jeg vil fremhæve den pædagogiske konsulent spillet af Christian Hetland, som læreren i et øjebliks håb tror, er støtte til eleven som har brug for det og måske endda ser mulighed for, to-lærer ordning i sin undervisning.
Men, som viser sig at være en smart-i-en-Karl-fart klog en af slagsen, som kun gør presset og “overvågningen” af egen praksis, endnu mere umulig.
Han dukker op de mest usandsynlige steder og har replik-timing lige i skabet. 

Mette Klakstein giver den som genert, ledeløs elev med menstruation (watch out) og overfladisk leder, hvor den sidstnævnte er overlalleglad, med de største skyklapper og quickfixes…går den, så går den!
Hun er imponerende og det er svært, ikke at få grineflip af hendes præstation. 

Tilsidst er jeg nød til at give skriveplads til hovedpersonen:
Klovnen.
Som spilles eminent af Søren Torpegaard Lund.
Klovnen er fortæller, pauseklovn, underholder, stemningssætter – han spiller og synger og leder os igennem Komedien, som den røde tråd.
Sikke en stemme og musik, sikke en alvor – respekt for klovnen.

Klovnen bliver et billede på det alle lærere, i overført betydning, er i 2026!

Det er en rystende forestilling og skal ses.
Den er hylende sjov og ganske forfærdelig spot on!
Uanset hvem jeg hørte omtale aftenen blandt publikum, så var de berørte og begejstrede.
Den skal på regeringens litteratur kanonliste!

6 stjerner

Forestillingen kan ses indtil den 21. marts.

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.
Foto: Emilia Therese