Don Juan er en nederdrægtig sjuft

Det er lidt skuffende at den hotte, flirtende, frække gavtyv af en charmør, viser sig at være en falleret, overfladisk sjuft, som kun tænker på sin næste erobring og absolut ingen empati eller kærlighed føler.

Det har muligvis altid været sådan, og i Den Jyske Operas version, trækkes vores romantiske forestilling om ham helt væk.

Han halter, for hans knæ er ikke hvad de har været, han er blevet tyndhåret og grå og behøver farvet paryk.
Han har mere end nogensinde brug for sin tjeners hjælp, til sin grusomme svigt af kvinder, hvis hjerte og livsbane han efterlader i grus.
Han samler endda på dem i sin bog og er efterhånden nået op på et tal over 2000!

Don Juan spilles denne aften af Teit Kanstrup og tjeneren Leporello af Simon Duus.
Særligt Simon Duus gør sig bemærket med sit skuespil, sin sang og glimt i øjet af sarkasme og hints til os publikum.
Hans rolle og udførelse af den, hæver underholdningsværdien i stykket op.

Det står lidt hen i det uvisse, hvad det egentlig er Don Juan kan, udover sine falske løfter og sweet-talk.
Det er en utaknemmelig rolle Teit Kanstrup har sagt ja til, her i 2026 hvor vi kvinder på forhånd er ret så rasende over de krænkelser og uligheder vi både selv og tidligere generationer af kvinder, havde tilpasset os, og som vi tiltrængt, fik rusket godt op i og fik belyst siden MeToo 2020

Opsætningen og vores sympati ligger hos kvinderne, som er de kloge, smukke og stærke og som også selv, benytter sig af de muligheder de har.
Ikke til at være nederdrægtige, men til at spille deres livsvilkårs kort bedst muligt, så de beholder deres plads i samfundet.

Scenografien er enkel, men en væg af utallige muligheder.
I Musikhuset på Den Store Scene står nemlig kun én stor brun væg, som en plade, lidt mere brun end mælkechokolade, i de afmærkede tern, lige til at knække af og spise.
Men, væggen kan bevæge sig, den kan åbne vinduer, den kan deles i to, den kan åbne døre, give stol og på bagsiden, kan den forvandles til helt nye scener, som jeg ikke vil spoile.

Derudover er scenerne fyldt godt op med skuespillernes skygger.
Nattens skygger og altoverskyggende smiger, som i sort, toner sig op over kvinderne.
Vildt godt tænkt og med dramatisk, truende effekt.

Kostumerne er inspiration fra 1840`ernes mode og er smukke, elegante klæder, store kjoler i strålende farver og glimtende smykker til det finere borgerskab og simple farver og enkelte klæder til folket.
Der er meget få rekvisitter særligt i første akt, og som handlingen skrider frem, dukker der fra andet akt, flere rekvisitter og forskellige scener op. 

Det er som handlingen og erotik, i sig selv.
Der bygges langsomt op, indtil det ender i ild!

Der er 3 kvinder som forestillingen drejer sin om.
Donna Anna, i blå kjole, Donna Elvira i grøn og bruden i hvid, er Zerlina.
Jeg tænker at Anna er ære og Elvira er passion og Zerlina ung naiv, uskyld som er letantændelig uden de andre kvindes erfaring og konsekvensberegning.

Særligt Donna Anna synger usædvanligt smukt, højt og klart.
Sikke toner hun kan ramme med sin kommende mand under sine skørter.
Hun spilles i aften af Signe Sneh Durholm.
Alle 3 kvinder overstråler mændene, hvilket jeg tænker er med vilje.

Tænk hvis mænd i dag vidste, hvor lidt sprog, opmærksomhed, umage og oprigtig interesse der skal til for at smelte kvindehjerter og skabe flammende, æggende, længselsfulde erotiske forbindelser.
Det ved Don Juan, han bruger det bare skrupelløst.

Musikken er smuk og fremføres i aften af Aarhus Symfoniorkester under ledelse af dirigent Cathrine Winnes
Mozart kunne bare det der, selvom det ikke er min yndlingsopera, så er det mange andres.
Don Juan musikdramaet er den mest spillede i hele verden og havde selveste den danske filosof Søren Kierkegaard som storfan af musik og handling.
Det i sig selv, er interessant. 

Teksten er oversat til dansk og det er gjort med stor kærlighed til rim og rytmer.
En ret så imponerende bedrift, når sandsynligheden for, at gøre sproget plat eller ufrivilligt komisk.
Det er blevet til ordspil og leg, som kan nydes og mores over. 

Der er så meget i det ældre danske sprog som godt kunne trænges til en tur mere.
Her i forestillingen bliver vi inspireret til at genbruge ord som: Køter, dåne, slyngel, pompøs, kapituler, smuksak, dyrebar, krepér, gemen osv.

I dag er Don Juan kaldet en player, en fuckboi, en uinteressant, uærlig og umoden mand.
Andre ville nok være mere direkte og sige: Et dumt svin.
Det er mere det galante, det tålmodige som er værd at støve af.
Don Juan ender som han har lagt ud: ”Man er utro mod alle kvinder, hvis man er tro mod én”

Uden hjerte, uden anger, uden mod til at turde føle.
Han har inviteret det følelsesløse liv, han har inviteret hævn.
Han har inviteret selve døden, og så
er der ingen vej tilbage. 

 Den Jyske Operas opsætning af Don Juan er bestemt stadig relevant, underholdende og en solid dramamusisk oplevelse at give sig selv.

 Ønske til fremtidige forestillinger:
At man udover at skulle slukke mobiltelefonen OGSÅ forbyder de der online ure, som lyser op, så snart folk har fået en mail, en sms eller skal huske at tage deres hjertemedicin!
Fri os fra nytidens forstyrrelser her i 1700 tallets magi. 

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.