Rødovre, København x 2, Esbjerg, Vejle, Helsingør, Ringsted, Odense, Holstebro, Aalborg og nu Aarhus.

Erann DD, Barbera Moleko, Wafande og Cisilia var på plakaten og Den Store sal i Aarhus så udsolgt ud.
Ganske imponerende af et Jamaicansk kulturindslag, som ellers normalt møder masser af fordomme og hvor reggae betragtes som niche musik.

Bandet bestod af 4, meget dansk udseende, unge mænd:
Birk Nevel, Thorval Naur, Zigge Kreutzmann og Johs Nørreløkke.
Men det der med, hvordan man ser ud, er folk forhåbentlig ved at være færdige med at bedømme udfra.
Det er så vidunderligt at være landet i en tid, hvor det at være født og opvokset ikke nødvendigvis kan ses på udseende, og det at have interesser og talenter heldigvis heller ikke kan puttes ind i en kasse, som lever op til formodninger.

De 4, spillede reggae musik med en særlig forståelse for rytmen og udtrykket. Her var tydeligt 4 som har respekt for musikken og har den genre kær.

Erann DD åbnede ballet med sin fløjsstemme og fra da af, var festen i gang!
Hvilket jeg var ret overrasket over.
Jeg sidder ofte i de røde bløde plyssæder i Den Store Sal og bliver lettere frustreret over, hvor meget der skal til, for at lette Aarhus.
Ikke fordi publikum ikke nyder det de har købt billet til, men fordi de bare ikke skilter med det i lyd eller bevægelse.
Så det er ofte de små tegn, man skal nærstudere for at vide, at folket har en fest.
Men, ikke i aften.
Erann gik på – bum, FEST!
Folk klappede og hujede, sang med og smed håndtegn – og vi snakker altså et publikum, som gennemsnitligt har været 68 plus.

Scenografien var enkelt udsmykket med 3 kulørte bannere fra gulv til loft, i de karakteristiske farver rød, gul og grøn som uløseligt er forbundet med rastafari bevægelsen og derved også Jamaica.
Farverne kaldes red, gold and green og her kunne jeg starte en længere indføring i forståelsen af det, men måske du allerede ved det og hvis ikke, er du måske blevet nysgerrig og vil selv opsøge mere viden.
Det kan anbefales.
Ophængningen var ikke helt i den rækkefølge en jamaricanier ville forvente, men lad nu det ligge.
Lysspillet på bannerne var underspillede, men fremviste indimellem et hjerte i midten på det grønne banner og på de to andre opstod i starten, mønstre som kunne lede tankerne hen, på det man ser på vinger af en sommerfugl.
De mønstre kunne skrifte, så de under “Buffalo Soldier” blev til noget blafrende fanget på linjer og senere under andre sange, til mere kantede skarpe linjer.
Alt efter hvilket lys som faldt på bannerne, kunne de forvandle sig og alle blive f.eks røde på samme tid, så opstod et stort rødt hjerte.
Meget enkelt og meget effektfuldt. 

Lyset vendte pludselig mod publikum efter et par sange fremført af Erann, og vi vendte og drejede os og fik derefter en diva værdig entré.
Cisilia kom farverigt klædt og med stor kåbe, spankulerende og syngende mellem rækkerne.
Åh, det var en opbyggelig fryd.
Jamaica er kendt for deres kvinder, som bevæger sig, som var de det stolteste folkefærd ever og sangeren Cisilia gengav det, så godt.
Hun endte på scenen i duet med Erann DD til “Is this love” som også måtte udbryde: “Woman”!

Virkelig dejligt at kulturen fra Jamaica, som er så kærlig og stolt, også blev gengivet i deres optræden.

Wafande ankom med sin genkendelige stemme, sin lune og humor. Han havde god tid.
Rigtig tilbagelænet “yahman” attitude og mobilerne fløj op af lommerne på det grå guld i salen, mens han sang Bob Marleys Naturel Mystic.

Det var meget langt inde i settet at vi af musiker Johs på guitar fik spørgsmålet om, vi hyggede os? Om vi gjorde. Hvorefter han fortalte os den sørgelighed, at Barbera Moleko desværre havde måtte ligge sig med sygdom og ikke kunne deltage i aften.
Det kunne have været noget af en gamechanger, men blev det på ingen måde.

Det blev bare et vilkår alle affandt sig med, så god bedring til hende og aften flød og fløj videre på reggaens jammende genkendelige toner.

Sammen med det velspillende band var sammensætning af Erann, Wafande og Cisilia var noget nær perfekt.
Erann med sin gavmilde kærlighed til folket, vidunderligt flabede Wafande og Cisilia som overraskede med sin skarpe rap, sin store stemme som flere gange fik ledt tankerne hen på sangeren Anisette – faktisk så meget, at jeg blev helt lettet over, at der findes en kvindelig sanger som hende, som kan bringe den slags legendariske, kraftfulde store stemme videre ind i fremtiden.
Hende skal vi høre mere til.

Det flød med guld øjeblikke hele koncerten igennem:
-Erann og bassist Zigge Kreutzmanns tur mellem publikum
-Wafande som bød Jamaicanske Danny velkommen, hvis far havde været ansat af Bob Marley.
-Cisilias cirkel fortælling om “Hit me with Music”
-Da alle rejste sig spontant under fremførelsen af “Get up Stand up”
-Wafande der bossy fik Johs til at trylle en vild solo frem
-Den meget berørte sal under den sidste sang “Redemption Song” hvor det gik op for os at det er den sidste sang Bob (ja, nu var vi altså kommet på fornavn) sang til sine børn, inden han døde.

Det var en aften udover det sædvanlige.
Det var stor musik af en stor stor sangskat, det var svedigt.
Det var fællesskab hvor vi berørte hinanden.
Vi var onelove.

Vi glemte helt det var søndag!

Man kan håbe på, at det giver større mulighed for at turde at inviterer den kultur og musik mere ind i Musikhuset og Danmark i det hele taget. 

Der er en grund til at, den er kommet på UNESCOs kulturarv

Setliste:

Jamming

Three little birds

Is this love

Buffalo soldier

Naturel mystic

Satisfy my soul

Exodos

Stir it up

Trenchtown rock/Cisilias trenchtown rock

Get up stand up

Waiting in vain

I shot the sheriff

Soul captives

Could you be loved

ekstra:

Redemption song

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.
Foto: Martin Gorritzen.