Sædvanen tro, var der mange mennesker i og omkring Royal Arena til aften.
Forventningen kunne både smages -og duftes, mens smilene var brede, for alle havde tydeligt pakket og var klar til at møde 80’ernes og 90’ernes store latinske lover boy, Eros Ramazzotti.

Denne gang var der en tydelig dominans af Gen X, samt medbragte yngre veninder, hvorfor der i de mange lange køer ved barerne, også blev langet både 6-pacs og hvidvinsglas ud i rå mængder:

Selve scenerummet var ligeledes grandiost: En meget stor scene foldede sig ud over den næsten fyldte sal, som en ”Ferro di cavallo” hvor publikum fortrinsvis var placeret på siddepladser med fuld udsigt til showet, næsten uanset hvor man sad og overalt var der en glad summen fra alle de fremmødte.

La Grande Apertura
I sædvanlig italiensk stil begyndte vi først, ”engang over 20.00” og her trådte bandet ind på den store scene og blev mødt af et venligt klappende publikum …men… der skulle lige laves en ”introdotto” førend vores ventede ”maestro” trådte ind på scenen…

Og straks begyndte han at synge…

I de første lange sekunder, kom der ikke så meget som et nik eller et smil ud til hr og fru Pakkerejse, der jo sad klar, på deres tildelte stole…
-Bevares, han spankulerede da lidt rundt på hele scenen undervejs og fik både hurtigt givet en high five ved scenekanten eller vinket lidt til os andre, ude i det fjerne…
Men det var dog først ved 3 sang, at han ville sige noget til os… Hans engelsk er næsten ikke eksisterende!
– og da han forsøgte sig med oplæse et par danske fraser – for de sædvanlige billige point, endte det i noget uheldigt kaudervælsk, hvorfor han klogeligt ophørte igen..

Allerede fra begyndelsen var lyden er fin og klar, men så voldsomt højt at flere af fam. Pakkerejse, hastigt puttede medbragte servietter i ørene for at dæmpe lydtrykket – fremfor at tørre vinpletter af blusen.
– Og under langt det meste af koncerten hørte vi mere til musikken, end til Eros’ sang…
Ja selv hans, i øvrigt ganske fine og velklingende kor, druknede i overdrevent høje saxo-trut og lidt for opvredne riffs, der mere lød som katte i brunst…

Il Concerto Grande
Der er ingen tvivl om at Hr og Fru Pakkerejse var kommet for musikken: Sukkerloadet glittrende popmusik tilsat lidt funky rytmik og nogle enkle rockstriber… Meget genkendeligt og ufarligt
Men allerede fra begyndelsen manglede der engagement og intensitet…
Og selv når Eros gik rundt, virkede han lidt træt og fraværende -som om koncerten blot skulle overstås..
Men da han under sine spadsereture på scenen, fik en lynhurtig snak med nogle italienske fans, der var kommet til scenekanten..kom der lidt lys i ham… Men dét var jo kun et øjeblik..

Herefter forsøgte han sig med små high five’s og kram fra de pinligt tililende fruentimmere.

Vi blev først overrasket og underholdt, da Eros Ramazzotti præsenterede os for verdens nok allermest dovne ”stage dive:” Hvor han blot lænede sig bagover og straks blev grebet/flået af de tidl. nævnte pakkerejsefruer, hvorefter hans egne folk, måtte lirke ham fri og hjælpe ham op på højkant igen
-Han er jo trods alt en herre i 60’erne…

Scenelyset spillede i øvrigt rigtigt flot og supplerede meget fint det store baggrundslærred, i forsøget på, at skabe en levende visuel stemning til hele salen, nu hvor Eros Ramasjang tilsyneladende manglede lidt af sin latinske storhed.
Hans kor gjorde faktisk at nogle af sangene fik lidt bid og liv, hvorfor han klogelig på skift, fremførte solo-duetter med dem alle, på en blanding af italiensk og engelsk ( Hvor de stod for det engelske indlæg)

Desværre skulle vi trækkes igennem en ujævn og kønsløs videoduet med Alicia Keys på hhv spansk/engelsk.

Men jo… Selvfølgelig fik vi da nogle af hans store kendte hits, som skabte en smule bedre stemning…
Og uanset hvad, så gik der tydeligt flere gange kriller i fru Pakkerejsernes trusser, når den latinske forfører, kom tættere på scenekanten og enten smilede, blinkede eller vinkede til dem. -Så nogen var da underholdt.

La Concluzione

Der er ingen tvivl om at 80’er-romantikkerne i rummet, nok var vilde med ”all inclusive” men der manglede altså noget…
Der manglede den ægte energi og entusiasme, den let generte og alligevel stærkt forførende og vitale charme, som Eros Ramazzotti tidligere besad.

Og det virkede ærligt talt voldsomt irriterende, at vide at der stadig både er mere  ”passione, amore og  cordialità” (hjertelighed) på hans albums, end der var på Royal Arenas scene…
-Også selvom publikum nok hver havde konsumeret en 6-pack eller en flaske af husets hvide,
for at komme i rette stemning.

Det vi reelt fik, var en slidt og alt andet end vital italiensk hingst -Vi fik i virkeligheden allerhøjst lidt latinsk leverpostej – lidt for let krydret og i en farverig, men larmende indpakning, lige til at tage med på pakkerejsen…

Eros Ramazzotti får derfor kun – 2 – ærgerlige stjerner for denne gang!
-Især fordi vi jo allerede véd, at han kan gøre det så meget bedre…

Sætliste:

Taxi Story

Quanto amore sei

Un cuore con le ali

Un’emozione per sempre

Stupide parole romantiche

I Belong to You (Il ritmo della passione)

Stella gemella

Adesso tu

Una storia importante

L’aurora

Più che puoi

Dove c’è musica

La luce buona delle stelle

 Se bastasse una canzone

Un’altra te

Musica è

Terra promessa

Fuoco nel fuoco

Cose della vita

Ekstra:

Un angelo disteso al sole

Più bella cosa

Anmeldt af Jannis Flindt Eleftheriou.
Foto: Signe Elisabeth Sloth