Anmeldelse

Lune Krebs

Han har de kendte musikere brødrene Skjærbæk med sig, Lars og Troels.
Den mindst lige så kendte orgelkonge Palle Hjort og også professionelle Andreas Käehne, Peter Dombernowsky og Casper Simonsen er med på scenen.
Sammen med Poul Krebs bliver det til noget af et cowboy broderskab, som klædt helt i sort, med boots, cowboybukser, charmeklude, hovedbeklædning, læderbælter og good old belysning med nøgne pærer og rødt scenetæppe, er klar til aftenens koncert.

Poul Krebs bandet ankommer og efterfølgende, helt i mørke ankommer Pouls stemme.
Den raspede, tryghedsskabende lyd som må ligge på en særlig frekvens, som får hele salen til at sænke skuldre, åbne hjerter og som lægger vores nervesystemer helt i ro.

Vi overgiver os allerede ved første tone og jeg glemmer alt om mine forbehold for aftenens lange koncert.
Nogengange kan jeg simpelthen ikke huske, hvorfor jeg går til Poul Krebs koncerter.
Hver gang, jeg kommer afsted, bliver jeg mindet om, at han kan noget helt særligt. 

Det er så stabilt musik og klogt det der spilles og siges, både mellem numrene men også i teksterne han skriver.
Mine publikums naboer og jeg bliver enige om, at det snart må være hans tur, til at få sin sangskat præsenteret i en teaterkoncert.
Parret er her af to forskellige grunde, manden pga musikken, de professionelle musikere og hans store begejstring for Poul Krebs sangskat, han er kæmpe fan. Hun derimod, er her nok mest for teksterne og Poul selv.
-Og ja, han står skarpt.
Jeg tager mig i, at spekulere på, om han er fyldt 61?
Indtil jeg, så dorsk som jeg er, kommer i tanke om, at grunden til de 70 koncerter, netop er pga det kommende alders tal!
Det er ikke til at forstå.
Sangen må være en livseliksir for ham.
Særligt i aften er han i hopla, jeg har aldrig før oplevet ham danse så meget rundt, som han gør i aften og han fortæller at han lige har haft influenza (godt nok mandeinfluenza…meeeen, alligevel)
Det er en aften på næsten 3 timer, inklusiv pause.

Poul Krebs 250326 Musikhuset SKH 3
Foto: Signe Kjær Høiberg

Han har fat i os alle, i hele landet, i alle aldre.
Gang på gang er der udsolgte sale.
Det er der også i aften, her i Musikhusets Store Sal.
Poul Krebs er lun, -og sjov.
Underspillet på sin rolige måde, får han listet fortællinger ind som får vores sanser til at skærpes.
Bad Bunny og Poul Krebs i sammenligning, er noget modigt af ham og super elegant får han vinklet fortællingen til, at vi klinger vores latter af og samles i nikkende enighed om, at: ”Der findes kun en kraft der er stærkere end had, og det er kærligheden”.

Som leder af det meget musikalske broderskab, får han kommunikeret det, som virkelig gælder i livet.
Han omformer det til enkelte tekster som skaber resonans i hver af os.
Så blandingen af det sjove og det ægte, skaber rammen for en virkelig god aften.
Palle Hjort bliver f.eks nævnt i forbindelse med dele-ordning med musikeren Peter Sommer, der er lavet sådan en 4/7 aftale fortæller Poul, med skævt smil i stemmen.
Så Poul og band også kan have glæde af ham.
Det har vi også, Palle Hjort har en særdeles engageret orgelamok aften, hvor han nærmest headbangene og dansende, lader sin hænder falde over tangenterne. 

Krebs fortæller også, at han holder mere af spørgsmål end svar, at han betragter spørgsmål som vigtigere.
Han fortsætter: “Engang da børnene var små og kravlede rundt på gulvet, tog jeg på turné, da jeg kom hjem, spurgte et af dem, om det var ok, at låne bilen!?”
Den fornemmelse kender langt de fleste af os i salen i aften og her kommer et spørgsmål så ind. “Har jeg fået læst nok Astrid Lindgren, for mine børn?”
De spørgsmål bliver til sange og filosofiske sætninger.
“Tiden løber hurtigere end wifi” som han synger i sangen Co-pilot.

Poul Krebs minder os om tilgivelse og højt til loftet, at det er stort at være et lille tillidssamfund, hvor den lokale bankdame kan genkende Leif, som på en dårlig dag i desperation, griber til en lorteløsning og vil lave røveri.
Med en enkelt sætning i hans fortælling og sang, så fyldt med forståelse, humour og knastør konstatering som: “Gå nu hjem Leif” kan minde os alle om, at kravle ned fra den fordømmende, bedrevidende højborg, dansken indimellem kravler op på.
Han gør det så stilrent, ingen løftede pegefingre og alligevel med et budskab der går rent ind.
At han så lige samtidig, får sneget en hyldest henvisning til forfatter Maren Uthaug som fik startet en hel bevægelse af strikaktivisme, på nøgne kvindelige statuer, ved at nævne: “At den bankdame, om nogen fortjener en statue..med tøj på” er genialt og så tidstypisk lige nu.
Poul Krebs har fingeren på pulsen.
Samfundspulsen.
Mon ikke, der også kommer en sang om det?

Poul Krebs 250326 Musikhuset SKH 4
Foto: Signe Kjær Høiberg

Poul Krebs får flettet sin taknemmelighed ind, igen med stor forståelse for punchlines, han nævner at, det at lytte hele hans nye album fra start til slut og finde tid og ro til dèt, må være at sammenlignes, som lige så stort som surdejsbollen blev det, under corona epidemien.
Det lyder som om, der er flere damer over 60, som tisser i bukserne af grin.

Det skal nok lykkes Poul Krebs at få sine sange i højskolesangbogen og også at få ordet fuldtidsforhåbninger som årets ord – særligt når han tørt, gør os opmærksom på, at ordet sidste år, var jernmarker og årets før det, fedtemøg!

Han er en folkeforfører og selvom sangeren Katinkas nummer: “Alt skal nok gå galt” godt kan føles som en sandhed, så er det alligevel mere end vidunderligt, at vi har Krebs til på ægte jydsk, at minde os om: “At det går nok”!
Han indgyder håb, og håb, er det vi tager med os fra koncerten.
Som mit nabopar i sæderne ved siden af mig slutter af med at sige om aftenens koncert: “Det var en af de store” 

6 stjerner

Setlisten:

Vil du lære mig det
Ku vi være dem
Man kan stå så alene
Sommerlandet
Forbandede vidunderlige tøs
Copilot
Mon de danser på andre planeter
Gå nu hjem, Leif
Nat i Oslo
Til en ven

**

Mistænkelige tider
Små sensationer
Leidse Plein
Betty Blue
Fri som et forår
Sådan nogen som os
Morrison, Dylan og Elvis

Ekstra:

Medley: Mesterværk/Morgendagens tåber/La mig følge med

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.