Michael Catton skaber nærvær og rockstemning i Hobro

Der blev ikke sparet på krudtet, da Michael Catton og hans band indtog scenen. Med Michael Catton åbnede ballet med et brag. Med “For Those About to Rock” og “Armageddon Again” blev publikum blæst bagover af et band, der osede af overskud og rå energi. Det var ægte rock uden pauser – fuld fart frem over feltet

Mere end bare musik

Det, der løftede koncerten fra at være en standard rock-optræden til noget personligt, var Cattons tætte kontakt med publikum. At han stod på den samme scene, som han optrådte på som barn i Hobro, gav aftenen en nostalgisk nerve. Det var tydeligt, at det betød noget særligt for ham at være tilbage, og den ægthed smittede af på gæsterne.

Sættet var velkomponeret og vekslede elegant mellem egne sange og medrivende covers som “Rebel Yell”, der fik hele salen til at koge i fællessang og taktfaste klap.

Når sårbarhed bliver en styrke

Koncertens midtpunkt bød på et kærkomment stemningsskifte med balladen “Brother”. Her fik Catton lov til at vise sin vokale kontrol i et mere følsomt leje, hvilket skabte et intenst og samlende øjeblik, før der igen blev skruet op for volumen.

Catton havde haft halsbetændelse tæt på koncerten, så stemmen var lidt mærket. Men han kæmpede sig igennem med masser af energi, og det elskede publikum. De bakkede ham op hele vejen med hænderne i vejret.

En totaloplevelse

Festen fortsatte i anden set med røg, rødt lys og en intensitet, der kulminerede i ekstranummeret “Ready for the Takin’”. Men oplevelsen stoppede ikke, da den sidste guitartone døde ud. At hele bandet efterfølgende mødte fansene ved merchandiseboden for at skrive autografer og snakke, understregede aftenens tema: Fællesskab.

Konklusion: Selvom stemmen var mærket, blev modgangen vendt til en kæmpe styrke. Det skabte en helt særlig nerve i salen, som fik publikum til at rykke tættere sammen og give den gas med både headbanging og rocktegn. Catton og bandet formåede at forvandle koncerten til én stor, fælles fest, hvor energien bare steg og steg. Det var en aften, hvor den rå rockstemning og det stærke fællesskab mellem scene og sal beviste, at en rigtig god fest ikke kan stoppes af lidt sygdom.

En aften med masser af hjerte og råstyrke. Selvom stemmen var presset, var festen i salen ikke til at stoppe.