Frie Barbara Alene

På Århus Teater var der den 2/5 2026 premiere på den klassiske fortælling om Færøske Barbara, der blandt andet er udødeliggjort som lidenskabelig kvinde i bogen af Jørgen-Frantz Jacobsen fra 1939 og særligt i Nils Malmros filmudgave fra 1997 er fortællingen storslået og dramatisk vist og har brændt sig ind i manges hukommelse.
Signe Kjær her fra Musicmagazine var inde og se forestillingen torsdag den 21/5, den spiller til og med den 6/6.

Aarhus Teater har fået nyt speak, inden vi kan læne os tilbage i teaterets magi er der en stemme der minder os om, at slukke mobiltelefoner OG ure, samt minder os om, at vi nu skal til at dele nuet sammen.
Hvor fint sagt, det er nemlig lige præcis hvad live teater kan.
Vi er her alle sammen samlet på samme tid, os publikum i sæderne og skuespillere på scenen, klar til et unik møde af indstuderet og øvet drama som skal lede os steder hen.

Vi er på Færøerne og i den imponerende scenografi har man bygget en look-a-like stejl bjergklippe.
Klippen er placeret næsten helt til kanten af deres automatiske drejeskrive, som findes på Scalas scenegulv.
Det lidt plads der er efterladt, giver senere i forestillingen en nervepirrende oplevelse af, hvor lidt der er at bevæge sig på, på stierne langs klipperne.
Når den drejer rundt, afsløres der forskellige niveauer op af klippen, hvor fortællingen kan udspille sig.
Med få karakteriske genkendelige elementer af Færøerne dannes illusionen: De tørrede fisk, det meget græsgrønne på klipperne, det færøske flag.
Scenen ér Færøerne.
Skuespillerne er iklædt ældre klædedragter og taler endda færøsk noget af tiden.
Vi er hensat til en tid i 1700 tallet, hvor danske præster blev sendt til øen for at uddanne og bekæmpe “overtro”.

Forestillingen starter klassisk og vi er helt med i beskrivelsen af Barbara som fortryller de fleste mænd hun kommer i nærheden af, også den nyankomne præst, troværdigt spillet af Emil Busk Jensen.
Hendes naturlighed og moder natur krafter går hånd i hånd og kan ikke sættes i ramme og fastholdes i bestemt form.

Hun ved det om sig selv og får også lavet en forventningssamtale med sin kommende kærlighed.
Hun SKAL have lov til at være den hun er, tilgengæld kan hun så give og dele al sin passion.
Det lyder nok ret hot i de flestes ører, indtil de oplever den konkrete virkelighed i det.

Den måde at være sammen om passion og kærlighed er nok ellers at fortrække, hvor man kan have tillid og samtidig sætte hinanden fri, men åh, det kan også være opskriften på alletiders drama, for følelser og forventninger er så ukontrollerbare.

På scenen er der 9 skuespillere og derudover flettes et kor ind i scenerne. Det giver liv og lyd.
Flere kunne der skrives meget om og jeg vælger at fremhæve Nanna Bøttcher som i sin rolle bliver til sammenbidt, hærget kælling på den mest autentiske, ølivs, vejrbidte måde, det er utroligt som hun kan forvandle sig.
En af de sidste gange jeg så hende i aktion, var som hot forstadsfrue i forestillingen Fædra.

Forestillingen stikker indimellem af i stil og det holder os opmærksomme, vi kan ikke bare læne os tilbage, i den strømlinede velkendte fortælling.
For det første er Barbara i skuespiller Marie Bodas hovedrolles skildring med en helt Snehvide-agtig sødme, som ikke forsøges at ændres til den mere uslebne, rå kvindelighed en kollega måske med sin væren, have givet.
Det ville også have været forudsigeligt og derved svære at forny fortællingen.
Så, at give den forholdsvis nyligt uddannede Marie Boda rollen, er en lille genistreg som hun udfylder så helt vanvittig helhjertet. 

Da franskmændende ankommer til øen, går der nærmest satire i den og vi kan rystes af grin og Monty Pyton tilstande på scenen.

-og igen i sidste del af forestillingen ender vi på et metaplan, hvor vi træder helt ud af teaterets magi hvor skuespillerne bliver dem selv på arbejde og diskutere de forskellige dilemmaer og selvmodsigelser som fortællingen Barbara også rummer. 

Var Barbara overhovedet Færøsk eller var hun den tids dansk elite? Kvindesynet af den frie, vilde kvinde, var det en mandlig erotisk, fantasi?
Hvad med koloniseringen?
Hvordan med slutningen? Hvordan endte det egentlig?
Roede Barbara virkelig efter Andreas?
Hvornår er man fri?
Kan man være fri, når man også er alene og har brug for passion og kærlighed?

Det er noget rod med de stilskift og alligevel hænger det sammen.
Det er svært at bevare magi og fokus i en forestillingen som foregår i nuet og med de vante teatergængere skal der mere end lidt til, for at fastholde og ruske os.
Rusket bliver vi, jeg og min ledsager er helt rundtosset, over de mange indtryk forestillingen giver én.

Det er dejligt at gå hjem med meget på hjerte og meget der lige skal snakkes om.

4 stjerner til endnu en fælles præstation af teatermagi fra Aarhus Teater

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg