30 års pause var ikke længe nok

Da Linda Perry forlod 4 Non Blonds midt under optagelserne til deres andet album, var der dem, der mente, at albummet Bigger, Better, Faster, More! var mere et lykketræf end talent. Det modbeviste Perry i løbet af de næste mange år, hvor hun har arbejdet som producer og sangskriver for superstjerner som Celine Dion, Pink og Christina Aguilera.

Og under megahittet What’s Up? viste Perry, at hun stadig kunne synge.

Så hvad var det lige, der gik galt fredag på Heartland, da det nyligt genopstandne 4 Non Blondes gik på scenen?

En simpel forklaring

Det var ikke de 20 minutters forsinkelse. Det var heller ikke, da hun fortalte, hvor glad hun er for at været tilbage på Heartland, hvor hun ikke har været siden 90’erne. (Heartland fejrer 10 års jubilæum i år. Så…) Det var ikke engang den kiksede start på et af numrene, der tog tre forsøg om at komme i gang. Og det var heller ikke mangel på musikalitet, evner til at spille eller en god stemme.

Det var bare kedeligt. Som i virkelig, virkelig kedeligt.

Musikken virkede som en uinspireret omgang country-pop-rock, opført af et band, der spiller til en skolefest. Leveret med en komplet mangel på entusiasme fra bandet.

Sludder og vrøvl

Perry selv var et sludrechatol uden lige. Men det var usammenhængende klichéer om at lave det nummer, du gerne vil lave. Uanset hvilken genre, du normalt befinder dig i. Og hendes nonsens blev hurtigt lige så generisk som den endeløse loop af galoperende computerskabte heste, der igen og igen red hen over storskærmen.

4 Non Blondes virkede mere som om de startede sidste år, og ikke blev gendannet. Men nettoresultatet er det samme. Ustruktureret og rodet musik uden sjæl eller noget at bide mærke i. Indtil …

What’s up?

Det største hit fra dengang for 30 år siden, var What’s up?, og her viste Perry og gruppen, hvad koncerten kunne have været. For den markante stemme i omkvædet, de charmerende duuu-duuu-duuu-lyde og en solid afspejling mellem band og publikum fungerede rigtigt godt.

Lige indtil Perry overvurderede sin kontakt med de fremmødte, der ikke var helt med på hendes sceneanvisninger. Og pladsen foran Greenfield sank ned i stilhed.

Det var det nummer, publikum ville have. Det hit, som alle gæsterne på plænen havde ventet på. Og det var sgu meget fedt. Ikke fedt nok til at gøre op for alt det andet, der gik galt. Ikke nok til at veje op for den dræbende kedsommelighed, der fulgte i kølvandet på den sene ankomst.

Det var i det hele taget bare ikke nok, og hvis det kommende album, der får premiere senere på året, er af samme kaliber, så skulle 4 Non Blondes være blevet ved tanken om, at det hele var meget bedre i 90’erne.

2 stjerne