Tænk at sitrende sorte sange om tabt kærlig og smerte kan gøre en så lykkelig

The Cure indhyldede os alle i deres smukke skyggefulde univers, hvor tiden opløstes og nummer efter nummer bar os fra skovens skygger til en fælles kærlighedsfest.

En banger fra skoven

”Den her, den er en banger” råber en ung fyr ved siden af mig til sine venner, da The Cures ”A forest” begynder, og det var tydeligt denne aften, at The Cure anført af en småsmilende Robert Smith ville rive os alle med i en fest, hvor det var umuligt ikke at synge med og at blive haget fast i de spindelsvævs-svævende toner, som strømmer ud fra bandet.

Det er hypnotiserende og udenfor tid. Musikken føles så sand, og sangene om det evige savn gør det svært ikke bare at ønske sig længere og længere ind i The Cures sortmalede univers og tættere på den mand, som står der og åbner porten for os. Hans ikoniske profil mod scenelyset viser vejen.

Musikken bærer os alle på tværs af generationer ind i et rum, som summer af sørgmodighed i sommernatten. Alle gør plads, alle ved, at vi er på den samme rejse.

Tryg i mørket

Robert Smith har før været kendt for en mut og afvisende attitude, men det er vist ved at være mange år siden, og her i aften står han som en sikker støtte, som et medie, som skal guide os ned i det bløde mørke, som vi alle ved ligger lige under os. Man er trygt dansende. Når Robert Smith lader sangen svinde ud i skrig, skriger man med, når han danser danser man – om der er plads eller ej, og når han smiler forløses man.

Han er ærlig, der er en ro over ham, og så ser det ud som om han har det sjovt. Vi skal ikke kun sørge med ham, men fjolle-flirte, drømme og danse. Og det gjorde vi alle.

Tekst: Katrine Rom Bøgehøj
Foto: Signe Elisabeth Sloth