Anmeldelse
Melanie C: Flot solnedgang, men manglende superstjernefaktor
Sporty Spice indtog Opalscenen klokken 20 i det bedst tænkelige lys over Hammershus, men hverken scenografi eller publikumsopbakning levede op til superstjernestatussen
Tidspunktet var perfekt: Klokken 20 i den flotteste solnedgang over Hammershus skulle Melanie C, bedre kendt som Sporty Spice, indtage scenen. Koncerten startede med en intro, der lagde op til, at nu kom der en verdensstjerne, og hun åbnede da også med Spice Girls-klassikeren “Spice Up Your Life”, hvor hun dansede rundt på en meget tom scene iført sit pink sportssæt.
Sparsom scenografi og tynd opbakning
Scenografien var minimal og bestod kun af et stort bagtæppe med et billede af Melanie C selv samt to podier til hendes to medbragte bandmedlemmer. Det virkede til, at koncerten kun for alvor fangede de to forreste rækker af publikum, der primært bestod af unge piger og kvinder, som er vokset op med Spice Girls i 00’erne. De forreste rækker sang da også højlydt med på sangene, og nogle af de unge piger havde medbragt solsikker, som blev kastet op på scenen undervejs – noget der tydeligvis overraskede Melanie C, som kvitterede med et “tak” på dansk.
Generelt var der dog ikke mødt mange publikummer op til koncerten, og der var rigeligt med plads at bevæge sig rundt på. Flere forlod da også pladsen undervejs for at sikre sig en god plads til Benjamin Hav, der spillede på den store Ankermyr-scene umiddelbart efter, at Melanie C afsluttede sit sæt på den mindre Opalscene.
Læs også:
Lange pauser og konkurrence fra naboscenen
Mellem sangene var der lange taler, fnisen og fnidderpauser, som tog en del af tiden fra selve koncerten. I det fjerne kunne man samtidig høre bassen og sange af blandt andre Rasmus Seebach banke ud fra Red Bull-teltets DJ i FestHalle-området et andet sted på festivalpladsen – en konkurrence, der ikke gjorde oplevelsen bedre.
Alt i alt en koncert, der havde de rette rammer, men manglede den energi og udstråling, der skal til for at løfte den fra hyggeligt nostalgitrip til den store oplevelse.
Foto: Andreas Birkebæk.
Læs også: