Fysisk og psykisk IMPACT på BoraBora

Fra den 8-11/9 2026 kunne man opleve danse, solo forestillingerne Pilgrim og Black på BoraBora på én og samme aften. 
To forestillinger der som sådan, ikke har noget med hinanden at gøre, andet end den røde tråd vi måske selv og arrangørerne, har tænkt ind i det.
Fantastisk booking af begge forestillinger og bestemt en genistreg -og kæmpe gevinst for os publikum, at få lov at opleve begge på samme aften. 

FORESTILLINGEN PILGRIM

Pilgrim af danseren Mark Phillip er en dans med skygger og et badekar som eneste rekvisit.
Mark Phillip er kendt fra Uppercut Danseteater og fornyligt Reumert nomineret til året danse forestilling med sit ensemble med forestillingen “SHĀH MĀT”.

Jeg mødte Mark Phillip inden jeg så forestillingen, se det interview andetsteds på siden. 
Her fortæller han om at være ung i Hvidovre og ikke være landet på rette hylde før introduktionen til den brasilianske kampsport capoeira. 

MESTER MARK

Derefter har han ikke set sig tilbage og med forestillingen Pilgrim samles en hel livsfortælling af det at være dans og danser.
Mark Phillip har altid prøvet sine fysiske grænser af og med streetkulturen kom også optræden og breakdance battle mulighederne.
Hans bagage udtrykkes i dansen med, og på, og i, og rundt om, badekarret.
Det er mere end almindeligt fysisk umuligt, meget af det han præsenterer og præstere i dag. 
Det han får til at se så legende let ud, er i virkeligheden f.eks en planke i lige ret vinkel fra badekarret.
Han MESTRE og det er helt med vilje at ordet råber. 
Han MESTRE: Balance, Disciplin, Styrke, Kontrol, Smidighed, Teknik, Beherskelse, Koordinering, Bevidsthed….derudover er der tilsat charme, humor og en uimodståelighed, som tiltrækker øjne og nærvær. 
Vi følger Mark lige der hvor han er. 
Når han skubber livet foran sig, når han slæber det efter sig som en tung byrde, når han er legesyg, når han er gejlet, når han har indre monologer, når han drukner sig, balancerer livet på kanten, når han er forsigtig og overmodig.
Vi er helt med på, at livet skrues ned i og han og vi overgiver os til det ærlige og sårbare i “Into my arms” med Nick Cave and the bad Seeds.

Solen står op over levet liv, efter vi har fået indblik i det på storskærmen. 

BADEKAR

Valg af badekarret er så smukt og fint og de lyde man næsten har glemt, hører også så meget en barndom til. 
I dag skvulper man som voksen ikke så meget rundt og de hvinene lyde, der var sjove at fremkalde med hud mod karret, heller ikke. 
Men det vækker noget i os, ligesom lyden af vand, når vi gurgler, bader, sprøjter, drypper og prøver det af med tåen. 
Mark Phillip får det hele med, uden ord men med masser af overførte betydninger. En ørken at forcere, inden karret rammer muren.
Og vi er efterladt imponerede og nåede næsten ikke at blinke.

FORESTILLINGEN BLACK

Black af danseren Oulouy er hårrejsende intens og så magisk udtrykt, at jeg næsten ikke tror, på det jeg ser. 
Indholdet og budskabet i sig selv, er så hjerteskærende og historisk ubegribeligt.
Derudover med helt ubærligt indhold, at få smækket “in your face” både på storskærm og fremvist i dans, med eksempler på, at nutidige forfærdeligheder stadig begås.
Oulouy har skabt mere end en danseforestilling.
Her er al smerte udtrykt!
At han så samtidig, kan gøre det hånd i hånd med kærlighed, stolthed og musikalitet er noget af en bedrift. 
Han danser så det er en fryd og på helt overmenneskelig vis. 
Han er en kamæleon og flere gange uigenkendelig, med de mange bevægelses strenge han har i værktøjskassen.  
Selv hans familie må blive forskrækket over hans talent.
Det er shaman energi der manifesteres og det magi der udøves samler forhåbentlig alt og alle til endelig forståelse af, at WE ARE ONE!
Black lives matters, -ALLE liv har betydning.
Alle skal mødes med kærlighed og respekt og åh, hvor er det vigtigt, at vi forstår de forfærdeligheder der er begået og begås. 
Hvor er det vigtigt at lytte!

I CAN`T FORGIVE

Med forestillingen Black, ser vi og vi får det, råt for usødet!
Fat det nu!
Jeg får lyst til at skrige med i flere af scenerne, får behov for at kaste op under storskærms rædslerne og stortude under nummeret Strange Fruit, hvor manden igenigen er skudt og ligger livløs hen, mens vi hører sangen, i den smertefulde version af Nina Simone.

Det gør så ondt at se på den forestilling og den er en magtpræstation af kontrol over krop og udtryk.
Forestillingen skulle være fast pensum på alle højere uddannelses institutioner, for meget kan ikke forklares i ord, men i forestillingen Black har Oulouy skabt forståelsen i dans. 

I RISE

Med en klump i halsen ser vi manden rejse sig, på trods, i trods, i kærlighed og med en indre frihed, ingen nogensinde kan tage fra en. 
Ikke tage fra et folk, ikke tage fra sig selv. 
Med frihed slutter forestillingen og hvis ikke jeg, med min hvide hud symboliserede alt det onde, ville jeg have rejst mig med bøjet hoved og løftet min højre arm og med knyttet næve, i stilhed og ikke klapsalver, stået med respekt overfor Oulouy og hans budskab om og fra, et helt folk.

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg