Det var ellers ganske ligetil -Vi var alle blevet inviteret ind, for at skulle være med til at fejre endnu et jubilæum, hvor nogle af dansk rocks toneangivne drenge ville spille en plade.
-Men ikke bare hvilken som helst plade og slet ikke en compact disc, som Tim Christensen drillende spurgte publikum i salen om..

Det var selveste debutpladen, der på én gang nærmest lagde dansk rock anno 90’erne ned i en helt ny rille, hvor næsten alle andre rullede med -Så selvfølgelig var forventningerne jo skyhøje.

Faktisk så høje at både sølvfisk, sølvræve og polerede tinder var tonet frem i stort tal, med deres skønne, omend lidt forsølvede bedre halvdele eller deres arvinger, der derved kunne opleve, hvordan rockmusik især kan virke brobyggende i disse moderne tider.
Faktisk kunne man sige, at vi ankom til sølvbryllupsfesten – for at fejre et Perlebryllup…

Og vi startede da også med et …ikke så vildt brag der måske mere var et plop…

Faktisk var de første 40 minutters tid, mest en opsamling af numre fra albums som Forward in Reverse og Rollator blandt andre Og selvom publikum generelt virkede glade og opstemte, mens de let famlende forsøgte at synge med, på gulvet foran scenen , nåede begejstringen dog ikke helt op til alle på tribunerne
-Her fik man i stedet mere travlt med at hente friske forsyninger -for så gik der jo tid med dét…
Og det virkede reelt lidt som om at drengene, der nu er sølvfarvede voksne mænd, bare ikke helt var kommet i stødet..

Lydbilledet var svingende og overdøvede nærmest Tim Christensens almindeligvis rigtigt gode vokal, med ”noget stivbenet og larmende tråd” hvor tråden og trommerne buldrede igennem gulvet på ryggen af en meget aggressiv basgang, flere gange i løbet af aftenen.
Og faktisk oplevede jeg for første gang, at gå hjem med en underlig trykken for ørerne pga lydniveauet –
-publikum holdt sig flere gange for ørerne, også selvom vi endda havde ørepropper på…

Men bandet havde nu alligevel fat i publikum, der som vaskeægte fans kan være meget tilgivende overfor forstyrrelser, der kan opstå -i hvert fald blev der flere gange sunget højlydt med, selvom det naturligvis først var ved 2.halvdel at feste for alvor tog fart:

Da” Mother Nature’s Recipes” og ”Wishing Well” tonede frem i lydbilledet, kunne man mærke en begejstrende summen, der lige så stille voksede sig større hos alle i salen.
I hvert fald begyndte der pludseligt at dukke både luftguitarer og lufttrommer op overalt blandt gæsterne og smilene blev større, mens færre løb efter øl -for nu startede fest vist for alvor…

Scenen var i øvrigt stor men enkel og flot, selvom bandet kunne komme til at virke små under de mere afdæmpede passager…
For udover nogle enormt flotte, laserlamper, der skabte flotte figurative stemningsbilleder i sig selv, var der også nogle af markedets skarpeste LED-spots, der reelt kunne udløse epilepsianfald p.g.a. sin voldsomt skarpe fremtoning..
Bagvæggen prydet af tre runde digitale skærme, der udover at være dedikeret til hver enkelt i bandet, også fungerede som en slags tidstunnel, med små hjertelige og charmerende tilbagebliks fra tiden omkring udgivelsen af albummet; ”fra dengang da mor og far stadig var helt unge i ungdomsklubben”
– Og dét vakte jubel blandt os alle.

Generelt var bandet gode til at forsøge at etablere og fastholde kontakten med publikum og især Tim Christensen talte med publikum og roste dem flere gange for fællessang, der næsten fik en lille tåre frem på bandet og nogle af de forsølvede ræve på omkring os..

Søren Friis Larsen var med sine trommer konstant intens og tydeligt klar på 30 år mere, da Tim Christensen spurgte publikum, om de skulle fortsætte – han havde så meget overskud at han løbende sendt smil og grimasser ud via sit påmonterede action cam på trommesættet via ”sin” skærm.
 -Her var Martin Nielsen mere afdæmpet, men smilende, både til sine kolleger og ud til publikum, inden han igen fokuserede på at slå strengene an til næste basgang

Så ros skal sgu gives, når det er fortjent -og dét var det her: der var intens og tæt sammenspil, gode harmonier og flabede riffs, der lige var med til at forsøge at lette taget og selvom dét ikke helt lykkedes, var publikum jo begejstrede

Det var dog først, da numre som ”Love is a losers game” og ”Waterline” samt den udødelige ”Silverflame” fik så meget gang i publikum og fællessang, at alle stod og klappede og dansede i takt, mens vi for alvor mærkede, hvad det var, bandet dengang, havde sat i verden…
 
Det var måske bare lidt for sent og lidt for længe af vente, mens vi måtte kæmpe os igennem et lydbillede, der er både hørt og set bedre…

Forhåbentlig bliver koncerten bedre, når den lørdag aften blæses i gang i Boxen i Herning

Herfra får Dizzy Miss Lizzy 4 af 6 stjerner.

★★★★☆☆