Kultur Anmeldelse

BUSTER KAN NOGET…

I matematik kan Buster ikke engang fordele 11 centimeter lakrids imellem to drenge uden først at forære en centimeter væk, men som Nanna Lüders sang det til Bille Augusts filmversion fra 1984, så kan Buster til gengæld noget, som andre ikke kan… Han har lært at trylle, og så kan han måske også lidt mere end det – noget, der rækker langt ud over tryllestave og korttricks – han kan skabe glæde. Buster tumler rundt i verden og drysser smil og barnlig glæde ud af lommerne på en måde, som er lidt ud over hokuspokus. Man fristes til at mene, at den slags kræver en større kundskab end at kunne sine tabeller.

Og netop den varme, menneskelighed og ukuelige optimisme står ret lysende klar i MCH Musicals opsætning af “Busters Verden”, som spillede i AKKC i Aalborg i weekenden.

Bjarne Reuters elskede fortælling fra 1979 har for længst fået klassikerstatus – ikke mindst takket være Bille Augusts magiske tv-serie og film fra 1984 og Nanna Lüders’ uforglemmelige titelmelodi. At tage et så ikonisk univers op til nyfortolkning kræver både mod og nænsomhed, og MCH Musical formår på fornem vis at forene respekt for originalen med frisk energi og teaterglæde. Men mest det første; stor respekt for originalen.

Busters Verden 6 1024x645 1

Allerede fra første scene mærker man, at der er lagt kærlighed i projektet. Hvor mange børneforestillinger må nøjes med to-tre medvirkende, stiller “Busters Verden” med et imponerende hold på 13 skuespillere – og det kan mærkes. Scenen summer af liv, musik og bevægelse.

I centrum står den unge Adam Østersen, blot 17 gammel, som Buster Oregon Mortensen, og det er med vild charme, timing og fysisk overskud, han fylder han scenen fra første minut. Han tumler og  tryller sig igennem rollen med et nærvær, der gør figuren både troværdig og rørende. Og som fastholder opmærksomheden hos både børn og voksne – i øvrigt.

Også det øvrige ensemble leverer solide præstationer. Samspillet mellem de unge og mere erfarne skuespillere giver forestillingen et fint overskud, der løfter oplevelsen.

Scenografien er enkel, men effektiv, og fortællingen holder sig tro mod Bjarne Reuters oprindelige univers. Her er hverken mobiltelefoner eller moderne indspark – til gengæld masser af 80’er-nostalgi, veltimede trin, frisk musik og naturligvis den ikoniske titelmelodi, der blev modtaget med klapsalver og fællessang. Forestillingen er opdelt i to akter på henholdsvis 70 og 35 minutter, og det hele foregår i et højt tempo, hvor publikum inviteres med – både i sang, grin og tilråb. Forestillingen rækker langt ud over scenekanten, og børn såvel som bedsteforældre bliver en del af Busters verden.

Kultur Anmeldelse

Se flere artikler